Siden maj måned sidste år har det ikke været muligt at parkere på hele den gamle DSB-grund, da kommunen dengang gik i gang med at klargøre arealet til det kommende kollegiebyggeri. Et projekt, der siden er gået i stå – og som fortsat afventer en afklaring.
I august blev byggeriet sat på pause, da både flagermus og støj kom i vejen, efter at Planklagenævnet gav beboere i området ret i, at byggeriet ikke kunne ske, før der var styr på flagermus og støj, og at der manglede en miljøvurdering.
Dermed blev et centralt areal i byen liggende ubenyttet – samtidig med at parkeringspladserne forsvandt.
Den gamle DSB-grund har i en årrække fungeret som en vigtig buffer for parkering i midtbyen. Når der har været travlhed i gågaden, arrangementer på havnen eller pres på de omkringliggende boligområder, har pladsen været et oplagt sted at stille bilen. Lukningen har derfor kunnet mærkes.
Allerede i september pegede flere politikere på, at pausen i byggeriet burde udnyttes til at genetablere midlertidige parkeringspladser. Hvis jorden alligevel ligger stille, hvorfor så ikke lade den komme borgerne til gavn?
Blandt dem var borgmester Erik Lauritzen, som dengang sendte et klart signal om, at han gerne ser parkeringspladserne komme tilbage, hvis det viser sig muligt.
Også Kirsten Bachmann fra Slesvigsk Parti, der dengang var formand for Teknik-, By- og Boligudvalget, talte for at undersøge muligheden. SønderborgNYT har igen rakt ud til Kirsten Bachmann, der i dag er udvalgsformand for Byudvikling, Landdistrikter og Infrastrukturudvalget.
”Jeg er fortsat opsat på, at vi skal have midlertidige parkeringspladser deroppe”, siger hun til SønderborgNYT.
Trods den politiske opbakning er der dog ikke etableret nye midlertidige parkeringspladser. I dag er det kun den forreste del af arealet, der fortsat er åbnet for parkering, mens resten står afspærret.
SønderborgNYT har spurgt forvaltningen, hvor sagen står her 4 måneder senere.
”Vi er i gang med en fornyet myndighedsbehandling og forventer at have en afklaring omkring påske. Indtil da vil den forreste del fortsat være åbnet for parkering”, skriver Rikke Blindbæk, stabschef i Teknik, Miljø og Bæredygtighed, til SønderborgNYT.
Indtil videre er meldingen altså, at der kommer nyt omkring påske. Om det betyder flere midlertidige parkeringspladser på den gamle DSB-grund, eller blot endnu en forlængelse af ventetiden, er endnu uvist, mens kollegieprojektet afventer sin videre skæbne.





















