Byrådsmedlem fra Sydals går efter en plads på Christiansborg

Frederik Klakk vil tage hverdagen fra Hørup med til Christiansborg

Frederik Klakk vil tage hverdagen fra Hørup med til Christiansborg

16. februar 2026 FV26 Skrevet af: Michael Kjær

I Hørup bor 35-årige Frederik Klakk med sin forlovede Louisa, der er sygeplejerske, og deres tre sønner. Politiks er han nyvalgt byrådsmedlem og gruppeformand for Liberal Alliance i Sønderborg, men nu går han efter en plads i Folketinget på Christiansborg.

“Når man lever i en familie med en sygeplejerske, får man et nært indblik i den virkelighed, vores sundhedspersonale står i. Det er den virkelighed, der driver min politik. Vi bruger mange penge på velfærd i Danmark, men for mange af pengene når aldrig ud til dem, der står med ansvaret for borgerne. De forsvinder i administration og regulering undervejs. Det vil jeg gøre noget ved”, siger Frederik Klakk.

Artiklen fortsætter under annoncen

Frederik Klakk er godkendt som folketingskandidat af både Liberal Alliances storkreds og et udvalg nedsat af partiets hovedbestyrelse, og dermed er han allerede nu klar til valgkamp, når folketingsvalget udskrives, oplyser han til SønderborgNYT.

Til daglig arbejder han som erhvervskonsulent med baggrund i digitalisering og forsvarsindustrien – erfaringer, han mener kan bruges politisk.

Han peger på fire mærkesager, der alle har rod i hverdagen i Sønderjylland: En offentlig sektor, hvor pengene skal nå længere ud. Et landbrug og et erhvervsliv, der skal have plads til at skabe jobs lokalt. En energipolitik, der giver stabil og billig strøm. Og en landsdel, der fortjener at blive hørt på Christiansborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Den offentlige sektor har et budget på over 1.200 milliarder kroner. Men i stedet for at pengene når ud til sygeplejerskerne, pædagogerne og politibetjentene, vokser administrationen år efter år. Vi har virksomheder i verdensklasse hernede i Sønderjylland, der viser, at man kan gøre tingene smartere — ikke ved at skære ned, men ved at arbejde klogere på udvalgte områder. Den tankegang vil jeg kæmpe for på Christiansborg”, siger Frederik Klakk.

Infrastruktur fylder også højt på dagsordenen. Frederik Klakk kæmper for Als-Fyn-broen som den vigtigste infrastrukturinvestering for Sønderjylland og for bedre jernbanesikkerhed efter to tragiske ulykker ved sønderjyske jernbaneoverkørsler i 2025. Samtidig vil han arbejde for, at det sønderjyske landbrug, som han selv kalder for et af  verdens mest bæredygtige, får vilkår, der gør det muligt at fortsætte med at producere og ansætte lokalt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ved kommunalvalget i november fik han 623 personlige stemmer og var med til at sikre Liberal Alliance tre mandater i byrådet, men om han bliver i byrådet, hvis han bliver valgt til Folketinget, ved han endnu ikke.

”Det er for tidligt for mig at svare på. Jeg kender hverken det nominelle arbejdspres i forbindelse med mit byrådshverv og de poster, der er fulgt med her. Det er ikke udelukket, at jeg kan bestride begge poster, da jeg jo hverken er udvalgsformand eller næstformand,” siger Frederik Klakk til SønderborgNYT.

Artiklen fortsætter under annoncen

Men vælgerne får ikke at vide inden valget, om han bliver eller ikke bliver i byrådet, hvis han bliver valgt til Folketinget. Det er umiddelbart noget, han vil afgøre efter et valg, siger han, og han mener ikke, at han skuffer de vælgere, der har stemt på ham og sikret ham en plads i byrådet, hvis han vælger at forlade byrådet.

”Hvis jeg skulle nå til den konklusion at forlade byrådet på grund af Folketinget, så vil det kun ske, hvis jeg skønner, at det vil være til større gavn for de 623 vælgere, end at jeg bliver siddende”, siger Frederik Klakk. Han fortsætter:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Kan jeg gavne Sønderborg Kommunes borgere mest ved at have en fod i hver lejr eller ved at lade friske kræfter komme til, der kan fokusere fuldt ud på byrådsarbejdet? Derfor er det noget, jeg løbende vil evaluere, såfremt jeg skulle blive valgt, og i tæt koordination med vores førstesuppleant, Janne Friis”, siger han til SønderborgNYT.

For ham handler kandidaturet ikke kun om Christiansborg, men om forbindelsen mellem beslutningerne i hovedstaden og virkeligheden i det sønderjyske.

“Jeg er den eneste LA-kandidat i storkredsen med bopæl i de sønderjyske kommuner. Mine unger går i skole her, vi handler i Brugsen, og vores hverdag er den virkelighed, jeg vil tage med ind på Christiansborg — så de beslutninger, der træffes derinde, giver mening derude, hvor folk lever deres liv”, siger Klakk Frederik.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...