Der var både smil, kram og blanke øjne, da Sønderborgs mest kendte ejendomsmæglerpar i dag sagde farvel efter 30 år i branchen. Merete Lund Brock og Henning Brock har stået i spidsen for salget af tusindvis af boliger i hele Sønderborg-området i de to home-forretninger i Sønderborg og Broager.
Nu er nøglerne givet videre til Jens Sandell-Duus.
Dagens receptionen samlede venner, tidligere kolleger, samarbejdspartnere og en lang række lokale aktører. Også Ringriderfesten i Sønderborg var blandt mange andre repræsenteret, og borgmester Erik Lauritzen lagde også vejen forbi, og det var tydeligt, at det ikke bare var to forretningsdrivende, men to markante og engagerede skikkelser i det lokale liv, der tog afsked.
Merete Lund Brock var rørt, da hun holdt tale for de mange fremmødte, og efterfølgende satte hun ord på den dag, der både markerer en afslutning og en ny begyndelse.
”Det er svært at sætte ord på, men vi stopper med noget, vi har levet og åndet for i 30 år, og noget, vi er gået helhjertet op i. Det har givet os så mange fantastiske relationer, som har givet os så meget i livet, og det er en meget vemodig dag i dag”, fortæller Merete Lund Brock til SønderborgNYT.
Et livsværk gives nu videre, og selv om beslutningen har været taget for lang tid siden, er det ikke uden eftertanke.
”Jeg er meget bevidst om, at det her kommer jeg til at savne rigtig meget. Det gjorde min far også, da han stoppede, så derfor gælder det også om at have noget andet at stå op til”.
Det ’andet’ skal dog have lov at vente lidt, for kalenderen skal ikke fyldes fra dag ét.
”Jeg har allerede fået mange henvendelser fra gode folk, der gerne vil give mig mulighed for at fortsætte engagementet i det lokale Sønderborg-liv, men jeg har aftalt med mig selv og Henning, at de første seks måneder falder vi lige til ro. Det er dumt bare at fylde kalenderen op, for det er den dér tid, vi gerne vil have mere af. Men jeg vil rigtig gerne være til nytte og fortsat engagere mig lokalt”, siger Merete Lund Brock.
Når talen falder på fremtiden, kommer svaret prompte.
”Jeg glæder mig mest til at dykke ned i vores nye passion omkring vin og blive klogere på det, opsøge nogle vinbønder rundt omkring i Danmark og finde ud af, hvordan de har gjort det. Det der med at dykke ned i noget, vi ikke ved en skid om, og så forhåbentlig få nogle gode bobler på flasker på et tidspunkt”.
For Henning Brock er dagen både overvældende, vemodig og fyldt med minder.
”Det er helt overvældende, at så mange mennesker er mødt op i dag. Det er et glædeligt gensyn med så mange mennesker, som sætter gang i rigtig mange dejlige minder og gode oplevelser gennem mange år. Men det er selvfølgelig også lidt vemodigt, men vi har truffet den rigtige beslutning, og jeg glæder mig til det nye kapitel. For livet er kapitler. Og nu slutter vi et supergodt kapitel og starter på et nyt”.
Det nye kapitel bliver i en helt anden boldgade – eller rettere i vinmarken.
”Nu har vi jo det her fine og dejlige sted på Sydals, hvor vi blandt andet har druer, og det skal vi gå og hygge os med. Det er nok bare et hobbyprojekt, men vi glæder os til bare at have tiden til at hygge os med at producere vin og så ellers rejse og gøre de ting, som vi ikke har gjort så meget tidligere grundet arbejdet”.
Home-stafetten i Sønderborg og Broager gives nu videre til et velkendt ansigt i forretningen. Den 36-årige ejendomsmægler Jens Sandell-Duus overtager begge butikker, hvor han i forvejen har arbejdet i flere år.
”Jeg glæder mig til for alvor at komme i gang. Jeg overtager to gode og veldrevne butikker og har et godt team, der kender byen. Alt bliver, som vores kunder og forretningsforbindelser kender det – bortset fra at Merete og Henning ikke er her mere, men deres ånd vil leve videre”, siger Jens Sandell-Duus.
Han lægger ikke skjul på, at han står på skuldrene af to markante profiler.
”Merete og Henning har givet mig rigtig meget. Meget kort fortalt lærte Henning mig at ‘komme ind i et hjem’, og Merete har lært mig at være grundig, målrettet, skabe relationer og fokuseret på opgaven”.
Den første arbejdsdag hos home i Broager står stadig klart for Jens Sandell-Duus:
”Henning stoppede bilen på vej ud til en fremvisning og sagde, at jeg skulle lære at holde min kæft. Vi har to ører og én mund, og vi skal lære at lytte. Henning har været en rigtig god mentor for en grønskolling, som jeg var dengang”.
Og den erfaring vil han nu bygge videre på.
”Merete og Henning er tilsammen de bedste mæglere der findes, og når man kan få oplæring af dem, så kan man ikke være mere privilegeret”.
For Merete og Henning Brock er døren til ejendomsmæglerlivet snart lukket – men døren til nye oplevelser, druer og måske boblende flasker står på vid gab.
Den 1. marts overtager Jens Sandell-Duus formelt de to home-forretninger.





















