Der skiftes skilte på Smedevænget i Guderup, men kunderne vil stadig møde det samme ansigt i hallen, nu hvor Als Bilsyn er blevet en del af Applus+ Bilsyn, som er landets største kæde af synshaller, og dermed har synshallen på Als fået en ny ejer i ryggen.
Overtagelsen trådte i kraft ved årsskiftet, og navnet blev ændret til ‘Applus+ Bilsyn Guderup’.
Bag Als Bilsyn står Dennis Jessen, som allerede den 1. maj 2005 åbnede sin egen private synsvirksomhed efter flere år hos Statens Bilinspektion. Han var blandt de første i Danmark, der sprang ud som selvstændig synsmand, og har siden opbygget en fast kundekreds på Als.
Fra årsskiftet blev synshallen en del af Applus+ Bilsyn, og det ser regionschef Jonas A. Hansen som et godt match.
“Vi er glade for at overtage en veldrevet synshal med en stærk lokal kundebase. Dennis er en af Danmarks mest rutinerede synsmedarbejdere og en dygtig kollega, som deler vores fokus på kvalitet og ordentlighed. Overtagelsen passer godt ind i vores ambition om at forblive Danmarks største kæde af synshaller og samtidig tilbyde kunderne bedre dækning og større fleksibilitet”, siger Jonas A. Hansen.
Dennis Jessen fortsætter i hverdagen, som kunderne kender ham, mens synshallen får det orange udtryk, der kendetegner kæden. Med en større organisation i ryggen får han adgang til teknisk sparring og efteruddannelse, og det giver luft i kalenderen.
“Som en del af Applus+ Bilsyn får jeg adgang til en teknisk afdeling på fem personer, der altid står på standby til at hjælpe, og løbende efteruddannelse, både via kurser og online undervisning. Derudover glæder jeg mig til at holde seks ugers ferie om året – det var der ikke tid til som selvstændig”, siger Dennis Jessen.
Applus+ har i forvejen en synshal i Sønderborg, og fremover kan de to adresser på Als hjælpe hinanden ved ferie og travlhed.
Synshallen i Guderup tilbyder syn af køretøjer under 3.500 kilo, herunder personbiler, varebiler, motorcykler og mindre trailere samt blandt andet ‘brugtbilsattest’ og tilstandsattester.
Overtagelsen bliver markeret med en reception i synshallen i marts 2026, hvor både nye, gamle og kommende kunder er velkomne til at kigge forbi og høre mere om de nye rammer.




















