Udstillingen ’Process’ af Sønderborg Kunstskoles BGK-elever udstilles af Sct. Marie Kirke i Sønderborg. Der er fernisering på udstillingen søndag den 8. marts i Sognegården.
Udstillingen giver et indblik i BGK-elevernes arbejde og processer, og hvordan de undersøger materialer, idéer og udtryk. De præsenterer skitser, eksperimenter og værker udført i tegning, maleri, ler og skulpturer, og derudover vises eksempler på elevernes udvikling fra den første tanke til det færdige produkt.
BGK-Syd er Sønderjyllands Kunstskoles talenthold – det Billedkunstneriske Grundkursus henvender sig til unge i alderen 15-25 år. Årets elevgruppe har stærke, individuelle stemmer, der besidder mange kunstneriske færdigheder, og giver nu et indblik i, hvordan de udfordrer sig selv gennem nye metoder og materialer.
Ferniseringen af udstillingen finder sted efter gudstjenesten søndag den 8. marts 2026 klokken 11:00 i Sct. Marie Kirkes Sognegård. Det er muligt at læse mere på kirkens hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















