Overgangsalderen kan for mange kvinder være en periode med store forandringer i både krop og hverdag og derfor gør kommunen nu klar med et nyt tilbud, hvor kvinder kan få viden, støtte og konkrete redskaber til at håndtere generne.
Det sker gennem gruppeforløb, hvor deltagerne mødes flere gange og arbejder med både fysiske og psykiske aspekter af overgangsalderen. Tilbuddet bliver en del af indsatsen i kommunens sundhedsarbejde og forventes at starte op i august.
Hvert forløb består af op til 12 deltagere og otte mødegange, hvor der arbejdes med blandt andet symptomforståelse, livsstil, relationer og strategier til at håndtere hverdagen. Forløbene veksler mellem faglige oplæg, dialog og øvelser, og i særlige tilfælde kan der tilbydes et individuelt tilrettelagt forløb efter en faglig vurdering.
“Overgangsalderen er en naturlig livsfase, men for mange kvinder kan den være forbundet med betydelige gener, som både påvirker trivsel og arbejdsliv. Med den nye indsats vil vi bryde tabuer og give kvinder viden og konkrete redskaber til at stå stærkere i hverdagen”, siger socialdemokratiets Didde Lauritzen som også er formand for Sundhed-, Unge- og Forebyggelsesudvalget .
Forløbene planlægges som eftermiddags- eller aften tilbud, så det også bliver muligt for kvinder i arbejde at deltage.
“Vi ved, at mange kvinder efterspørger mere viden og trygge rammer til at tale om overgangsalderen. Med dette tilbud skaber vi et gratis og lettilgængeligt sted, hvor kvinder kan spejle sig i hinanden og få støtte til at håndtere en vigtig livsfase, som også spiller ind i arbejdslivet”, siger Venstres udvalgsmedlem Vivi Brit Nielsen.
Første informationsmøde forventes afholdt i slutningen af maj 2026, og de første hold kan begynde fra august 2026. Kvinder kan høre om tilbuddet på kommunens hjemmeside og sociale medier, på Sundhed.dk eller via egen læge.
Indsatsen bliver tilbudt som gruppeforløb på Sundhedscentret i Sønderborg.

















