Billigere buskort til unge på vej tilbage i Sønderborg

Politisk flertal vil give unge billigere transport i Sønderborg

Politisk flertal vil give unge billigere transport i Sønderborg

6. marts 2026 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Et flertal i Natur-, Klima- og Miljøudvalget har godkendt nye kriterier for tilskud til ungdomskort til elever på ungdomsuddannelser i Sønderborg Kommune. Ordningen skal styrke de unges mobilitet og reducere deres transportudgifter, samtidig med at kommunen ønsker at fremme grøn transport.

Beslutningen udspringer af budgetforliget for 2026 til 2029, hvor Byrådet besluttede at genindføre tilskud til rejsekortet Ungdomskort. Nu er kriterierne for ordningen faldet på plads efter behandling i Natur-, Klima- og Miljøudvalget, hvor et flertal bestående af Enhedslisten, Venstre, Socialistisk Folkeparti og Socialdemokratiet stemte for.

Artiklen fortsætter under annoncen

Danmarksdemokraterne stemte imod.

Med de nye kriterier vil elever, der har mere end seks kilometer i cykel- eller gåafstand mellem bopæl og ungdomsuddannelse, kunne få tilskud til ungdomskort fra 1. august 2026. Eleverne skal selv betale 75 kroner om måneden, mens kommunen refunderer resten af udgiften efter hvert kvartal.

Formand for Natur-, Klima- og Miljøudvalget Asger Romme Andersen fra Enhedslisten peger på, at ordningen både skal gøre det lettere og mere bæredygtigt for unge at komme rundt.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Med de nye kriterier gør vi det både mere overkommeligt og mere bæredygtigt for unge at transportere sig i hverdagen. Vi støtter op om grøn mobilitet, samtidig med at vi sikrer, at unge i hele kommunen har adgang til uddannelse uden store ekstraomkostninger. Det er et vigtigt skridt for både klimaet og de unges muligheder”, siger Asger Romme Andersen.

Tilskuddet gælder alle årets måneder – også i juli – for at understøtte fritidsjob, aktiviteter og unges mobilitet hen over sommeren. Ordningen gennemføres inden for den økonomiske ramme i budgetaftalen for 2026 til 2029, hvor der er afsat 1,4 millioner kroner i 2026 og tre millioner kroner årligt fra 2027 og frem.

Artiklen fortsætter under annoncen

Næstformand for udvalget Susanne Blegvad Posselt fra SF fremhæver, at transportudgifter kan være en stor belastning for unge, der bor længere væk fra deres uddannelse.

“Det har været vigtigt for os, at unge igen kan få billig transport til deres uddannelse. For dem, der bor længere væk, kan transport hurtigt blive en stor udgift, og derfor er det en vigtig håndsrækning. Samtidig gør vi det lettere for unge at vælge kollektiv og mere grøn transport. Nu starter vi med denne model inden for den økonomiske ramme, og så følger vi erfaringerne og ser, om der senere er behov for justeringer”, siger Susanne Blegvad Posselt.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ordningen hænger tæt sammen med Byrådets vision om grøn omstilling og ambitionen om at udvikle Sønderborg som en attraktiv studieby. Samtidig bidrager den til målene i ProjectZero og handleplanen for grøn omstilling ved at fremme bæredygtig transport.

Ungdomskortet til elever på ungdomsuddanneæser giver adgang til rejser i hele det tidligere Sønderjyllands Amt med samtlige busser og tog samt mulighed for gratis Plustur, når den kollektive trafik ikke dækker hele strækningen.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...