En gruppe programmører i Høruphav har fået en særlig plads på programmet til DM-ugen i Herning, hvor danske mesterskaber i en lang række sportsgrene afgøres, for fra den 22. juni til den 28. juni 2026 skal der også kåres en dansk mester i virtuel sejlsport, og her er det et spil udviklet af en virksomhed fra Sønderborg, der danner rammen om konkurrencen.
Spillet er udviklet af virksomheden Play eSailing, og det er netop blevet udvalgt som den platform, hvor deltagerne skal dyste, når der skal findes en dansk mester i eSejlsport under DM-ugen.
”Vi er stolte over at have udviklet et spil, der allerede nu har fået den anerkendelse at have et officielt nationalt mesterskab i sejlsport. Det betyder, at det er lykkedes at lave et computerspil til en rigtig sport – i dette tilfælde sejlsporten”, siger Thomas Bjørn-Lüthi, founder og CEO i Play eSailing, i en pressemeddelelse.
eSejlsport er virtuel sejlsport, hvor sejlere bruger deres viden, taktik og strategi fra kapsejlads til at konkurrere mod hinanden. Spillet kan spilles på mobiltelefon og tablet og er på vej til også at komme på PC.
”For mange, der ikke sejler, kan sejlsport virke kompleks og svær at forstå. Men med spillet gør vi sejlsport mere tilgængelig. Virtuel sejlsport kan minde om et moderne skakspil, hvor spillerne bruger sejlsportens taktik, strategi og regler til at udfordre hinanden i en regatta”, siger Thomas Bjørn-Lüthi.
Hvor en fysisk kapsejlads kan tage op til halvanden time på vandet, varer et virtuelt løb typisk op til ti minutter.
Virksomheden lancerede i januar 2026 en worldwide beta-version af spillet, og siden er interessen vokset hurtigt. Play eSailing får ifølge virksomheden mere end 100 nye spillere hver dag og er nu repræsenteret i 113 lande.
Der er blandt andet stigende interesse i Italien, England, Sydkorea, USA og Spanien. I Catalonien deltager virksomheden i et skoleprojekt, hvor 20 skoler underviser elever i sejlsport gennem spillet, og i maj deltager eleverne i et skolemesterskab i Barcelona.
Drømmen rækker endnu længere for virksomheden fra Høruphav, fortæller Thomas Bjørn-Lüthi.
”2026 bliver et spændende år for os som virksomhed. Vi er lykkedes med at blive udbredt i verdenen, og når vi lykkes med de næste målsætninger, begynder den helt store vækstrejse for os”.
Play eSailing håber på sigt, at spillet kan blive en del af en fremtidig olympisk satsning på e-sport.




















