FV26: Tilhængere og modstandere krydsede klinger om Als-Fyn forbindelsen i Bennys brobutik

Benny Engelbrecht satte brodebat på dagsordenen ved fyraftensmøde

Benny Engelbrecht satte brodebat på dagsordenen ved fyraftensmøde

12. marts 2026 FV26 Skrevet af: Lise Kristensen

Socialdemokraten Benny Engelbrecht har gjort Als-Fyn forbindelsen til et kardinalspørgsmål i sin personlige valgkamp og torsdag inviterede han til fyraftensmøde om broen og der kom flere end de almindelige partifæller til kaffe, chokoladekage og brosnak.

”Det kan godt lade sig gøre at bygge broen under hensyntagen til natur og miljø, blandt andet ved at lave kunstige rev, som vil have en positiv effekt”, sagde folketingskandidaten, der selv er pendler og kører 70.000 kilometer om året.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han mener, det er afgørende at få vedtaget Als-Fyn forbindelsen, for at udviklingen ikke skal gå uden om landsdelen og for at sikre befolkningstilvækst, turisme og øvrigt erhvervsliv.

I øvrigt understregede han, at brokampagnen ikke skyldes, at han er spændt for Linaks eller Danfoss’ vogn, for det er han ikke.

Benny Engelbrecht fortalte, at projektet vil betyde, at den ensporede vej omkring Sønderborg skal udbygges. Den firesporede vej mellem Sønderborg og Bro er ideel til formålet, men fra Bro til Fynshav er ønsket en 2 plus 1-vej, hvor man skiftevis vil have to spor i den ene eller den anden retning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der skal også bygges en omfartsvej omkring Asserballe Station og Als-Fyn forbindelsen skal udgå fra land nord for Fynshav.

Men ikke alle deltagere i fyraftensmødet var begejstrede for projektet.

”Du ser meget snævert på det. Vandmiljøet i Lillebælt og Storebælt har det ikke godt bortset fra omkring bropillerne. Er der ikke en vedtagelse i Grøn Trepart om, at Lillebælt skal have en god økologisk tilstand, før man kan begynde at pille ved det?”, spurgte Tenna Kristensen fra Enhedslisten.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Dit parti er imod alt”, sagde Benny Engelbrecht med henvisning til Enhedslistens modstand mod store bro- og vejprojekter.

Enhedslisten vil hellere bruge penge på den kollektive trafik og mener, man kan få meget for de mange milliarder, man stikker i de store infrastrukturprojekter.

Benny Engelbrecht er af den opfattelse, at man kan bygge bæredygtigt og CO₂-neutralt, og at det vil være skæbnesvangert for en landsdel som Sønderjylland ikke at blive en del af de store trafikprojekter.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bliver der bygget en tredje Lillebæltsbro eller en Kattegatforbindelse, bliver landsdelen trafikalt sat af landkortet, mener han og mange andre.

”Er der ingen grænser for vækst. Vi bruger energi for fire en halv klode. I Storbritannien har de en kommissær for fremtidige generationer. Tjener det her virkelig de fremtidige generationer?” spurgte en mødedeltager, der også frygter støj og miljøskadelige konsekvenser af en bro.

Benny Engelbrecht mener at være fortaler for broen i fuld bevidsthed om konsekvenserne af den. Han har i øvrigt selv engang fået eksproprieret sit hus i Avnbøl, da Sønderborgmotorvejen kom.

Artiklen fortsætter under annoncen

Flere anførte, at hvis det bliver lettere at pendle, bliver folk jo ikke i Sønderborg Kommune og bor og betaler skat her, men kører frem og tilbage fra Fyn.

”Meget af trafikken bliver lastbiltrafik, der bare kører igennem”, anførte Tenna Kristensen fra Enhedslisten, hvis parti har regnet sig frem til, at 4.500 tunge køretøjer dagligt vil belaste miljøet og give støjgener hen over Als.

”De unge rejser og kommer ikke tilbage, hvis ikke vi udvikler byen. Er der ikke noget for dem her, og er det ikke let at komme til og fra Sønderborg, kommer de ikke hjem og gavner vores område”, sagde Christina Jeschko, der er mor til tre børn i studiealderen og lagde vejen forbi Bennys brobutik, selv om hun ikke er partifælle.

Enhedslistens byrådsmedlem Asger Romme Andersen er stærk modstander af Als-Fyn-broen. Han mener, den vil være skadelig for naturen, især i Lillebælt og på Sydfyn.

”I byrådet er jeg den eneste bromodstander, men jeg oplever slet ikke, at det afspejler det meget mere splittede billede, der eksisterer i befolkningen uden for byrådet. Når byrådsmedlemmerne slutter ring om Als-Fyn-broen, så tror jeg især, det er fordi, ingen af dem har taget sig tid til at læse den forundersøgelse, som de har fået Folketinget til at lave for 20 mio. kroner”, siger han i overbevisningen om, at der er mindst 15 år, til broen realiseres.

På mødet i brokontoret gjorde folk opmærksom på den modstand, der har været mod store projekter som eksempelvis Alsik, som de færreste vil undvære i dag.

Der er lavet en supplerende forundersøgelse for blandt andet at føre trafikken på en måde, så Svanninge Bakker skånes mere.

Mange bromodstandere befinder sig på Fyn, hvor betænkelighederne går på konsekvenserne for den smukke natur, blandt andet i Svanninge Bakker.

Fortalerne peger på, at broen vil forbinde Fyn og Sønderjylland, som vil få lettere ved at komme til supersygehuset og universitetet i Odense.

Benny Engelbrecht kom til Sønderborg i 90’erne – ikke fordi der var en bro, for det var der ikke – men fordi han fik et job her.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...