Efter flere års interesse og lokale kræfter bag projektet er der nu grønt lys til fjernvarme i Avnbøl, Ullerup og Blans. Sønderborg Varme går i gang med at etablere fjernvarmenet i de tre lokalsamfund, hvor opbakningen blandt borgerne har været så tydelig, at grundlaget for projektet nu er på plads.
Arbejdet begynder i Avnbøl og fortsætter derefter i Ullerup, før det til sidst afsluttes i Blans. Dermed bliver endnu et område i Sønderborg Kommune koblet på den kollektive varmeforsyning.
Hos Sønderborg Varme glæder man sig over den store lokale interesse.
“Vi er meget glade for den store opbakning og de mange gode møder med borgerne i Avnbøl, Ullerup og Blans. Nu glæder vi os til at byde de nye andelshavere velkommen i Sønderborg Varme i takt med, at fjernvarmen bliver rullet ud over de kommende tre år”, siger Jan Due Kristensen, kunde- og forsyningschef hos Sønderborg Varme.
Hvis tidsplanen holder, forventer Sønderborg Varme at kunne levere varme til forbrugerne i Avnbøl og Ullerup i løbet af 2027, mens husstandene i Blans efter planen kobles på året efter i 2028.
“Vi forventer at opstarte i Avnbøl her til foråret. Det er et stort projekt, som kræver både planlægning og koordinering, og vi gør os umage for at gennemføre arbejdet så effektivt som muligt og samtidig minimere generne for borgere og trafikanter”, siger Jan Due Kristensen.
For boligejerne i de tre lokalsamfund betyder fjernvarmen først og fremmest en ny varmeløsning, hvor produktionen foregår centralt og baseres på flere forskellige energikilder. Det giver en mere robust varmeforsyning og mulighed for løbende at integrere nye teknologier i takt med udviklingen.
“Fjernvarme er en løsning, der både er nem i hverdagen og giver robuste priser. Når produktionen ligger centralt, kan vi løbende udvikle og tilpasse vores mange energikilder, så alle forbrugere automatisk får fordelene af nye og mere energieffektive løsninger,” siger Jan Due Kristensen.
Fjernvarmeprojektet i Blans mangler dog stadig den sidste formelle godkendelse i Natur-, Klima- og Miljøudvalget. Sagen forventes behandlet på et af de kommende udvalgsmøder.


















