Flere arbejdspladser og en stærkere position i konkurrencen om virksomheder, investeringer og talent var på dagsordenen, da erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og beslutningstagere i dag samledes til GOTO Erhvervskonferencen 2026 på Sergenten i Sønderborg.
Omkring 300 deltagere var samlet til konferencen, hvor fokus især var rettet mod de muligheder, der allerede findes i området. Sønderborg rummer en stærk fødekæde af unge talenter fra uddannelsesinstitutionerne – blandt andet mange internationale studerende – og netop de unge spiller en afgørende rolle for fremtidens virksomheder og arbejdspladser i Sønderborg.
Derfor handlede en vigtig del af diskussionerne også om, hvordan man kan skabe flere og bedre karrieremuligheder lokalt, så flere nyuddannede vælger at blive i området efter endt uddannelse.
”Der er virkelig meget, der taler for Sønderborg lige nu. Vi har talentet, vi har virksomhederne, og vi har en stærk tradition for at løfte sammen. Hvis vi formår at fastholde de mange dygtige unge mennesker i områdets virksomheder, har vi et rigtig stærkt udgangspunkt for fremtidens vækst”, fortæller Tanja Have, direktør i GOTO Sønderborg.
Konferencen blev indledt af fremtidsforsker Jesper Bo Jensen, der satte perspektiv på en række globale tendenser, som også vil få betydning lokalt. Han pegede blandt andet på digitalisering, den grønne omstilling og virksomhedernes stigende behov for at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Samtidig understregede han, at udviklingen rummer store muligheder – også for små og mellemstore virksomheder, der kan omsætte nye tendenser til vækst og nye arbejdspladser.
Et andet centralt tema på konferencen var arbejdet med at skabe en ny og stærkere fortælling om Sønderborg.
I dag konkurrerer byer og regioner ikke kun om virksomheder og investeringer, men også om talent, opmærksomhed og tilflyttere. Derfor arbejder GOTO Sønderborg i samarbejde med Sønderborg Kommune på at udvikle en fælles fortælling, der tydeligere skal fremhæve det, der gør området særligt.
Arbejdet udføres af det London-baserede brandingbureau Zeitgeist 365 med Clamor Gieske i spidsen. På konferencen fortalte han, at en stærk fortælling ikke kun handler om fakta og styrkepositioner, men i høj grad også om den følelse og identitet, der binder mennesker til et sted.
Den nye fortælling om Sønderborg forventes at være klar inden sommer og skal fremover bruges til at styrke områdets profil som et attraktivt sted at arbejde, investere og bosætte sig.
Også Sønderborgs borgmester, Erik Lauritzen, pegede i sin velkomst på, at samarbejdet på tværs er noget af det, der gør området særligt. Han fremhævede især det tætte samspil mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og det offentlige som en afgørende styrke i arbejdet med at skabe udvikling og nye arbejdspladser.
GOTO Erhvervskonferencen 2026 blev arrangeret i et samarbejde mellem GOTO Sønderborg, Sønderborg Vækstråd, STEAR og Sønderborg Kommune. Ambitionen har været at samle centrale aktører om en fælles retning for vækst i området.
”Når man samler så mange mennesker med viljen til at skabe noget sammen, mærker man virkelig energien i Sønderborg. Vi har et stærkt fundament med talentfulde studerende, virksomheder, iværksættere og uddannelsesmiljøer, der arbejder tæt sammen. Nu handler det om at bruge den styrke til at skabe endnu flere virksomheder, nye idéer og ny vækst i området”, siger Tanja Have.



















