To unge fra Sønderborg har taget springet og startet deres egen virksomhed. Noah Schmatz og Theis Missfeld er begge 18 år, og ved siden af arbejde og uddannelse har de startet NT Multiservice. For dem handler det ikke kun om at tjene penge, men også om at prøve sig selv af, tage ansvar og finde ud af, hvor langt de kan komme med noget, de selv har bygget op.
Det begyndte som snakke mellem to kammerater, der gerne ville skabe noget selv, men på et tidspunkt blev det mere end bare en løs idé. Pludselig sad de foran computeren og oprettede virksomheden.
“Vi har altid snakket meget om ideen om at skabe noget stort sammen, hvor vi kunne hjælpe andre og samtidig tjene en skilling. Det begyndte faktisk at være det eneste, vi snakkede om, og endte med, at vi tog det seriøst og skabte NT Multiservice”, fortæller Noah Schmatz til SønderborgNYT.
Selvom de nu er virksomhedsejere, er hverdagen stadig fuld af andre ting. Noah Schmatz er i gang med at uddanne sig som klejnsmed, mens Theis Missfeld arbejder som livredder ved Nordborg Resort.
De beskriver sig selv som to unge fyre med gåpåmod, og begge kommer fra hjem, hvor man lærer at tage fat og klare tingene selv. Den tilgang har de taget med ind i det, de nu er i gang med.
Noget af det, der har overrasket dem mest, er alt det arbejde, der ligger bag det, folk ikke ser. Det er ikke nok bare at møde op og løse en opgave, for der er også planlægning, regninger, markedsføring og kundekontakt, og det har givet dem et hurtigt indblik i, hvor meget ansvar der følger med, når man starter noget selv.
“Det, der overraskede os mest, var, hvor meget der egentlig skal laves bag kulisserne. Det er ikke bare at tage ud og løse opgaver, der er også fakturaer, planlægning, markedsføring og kundeservice”, fortæller Theis Missfeld.
De håber samtidig, at folk vil se, at alder ikke nødvendigvis siger noget om, hvor seriøst man tager sit arbejde.
“Vores mål er at vise, at unge godt kan drive en seriøs virksomhed og levere høj kvalitet hver gang. Vi vil i hvert fald gøre vores bedste for at vise, at man kommer langt med hårdt arbejde”.




















