Det bliver en stille valgdag for Alternativets Mikael Hertig, som bruger dagen på at puste ud efter en travl og intens valgkamp.
”Jeg er lige blevet færdig med at høre morgenandagten på DR – det er sådan, jeg starter hver dag,” fortæller han til SønderborgNYT, da vi fanger ham på telefonen tirsdag morgen.
Dagen skal bruges i godt selskab med venner, og for en gangs skyld er det ikke politik, der er på programmet. Mikael Hertig fortæller, at valgkampen har givet ham nye indsigter om sig selv:
”Normalt kan jeg godt være lidt nørdet og måske også lidt tung at høre på. Jeg holder lange, komplicerede oplæg og skriver artikler, som ikke altid er nemme at gå til. Men i valgkampen får jeg kun to minutter til at sige noget – og så fungerer det faktisk rigtig godt. Jeg er faktisk blevet ret glad for den måde, jeg har formidlet på under valgkampen”.
Som kandidat for Alternativet har det dog ikke været helt let at trænge igennem med partiets mærkesager, især når det gælder landbrug, drikkevand og miljøgifte.
”Det har været svært at råbe op om, at vores vand er forurenet, og at vi ikke altid har rent drikkevand på grund af nitrat og gifte. Men jeg har lært at skærpe mine budskaber og gøre dem mere forståelige, når jeg møder folk”. siger han.
I stedet for bolsjer og klassiske valgkamp-goodies har Mikael Hertig valgt en lidt anderledes tilgang:
”Jeg har været rundt på gymnasier og delt kondomer, tamponer og bind ud – og det blev taget rigtig godt imod. Det er mit lille opgør med forestillingen om, hvordan ældre kandidater skal føre valgkamp. Jeg vil gerne møde de unge i øjenhøjde og gøre noget anderledes”.
Han undrer sig over, at klimaet efter hans mening har fyldt så lidt i valgkampen:
”Det er de nære og akutte problemer, der fylder her og nu. Det betyder, at klima og de store internationale dagsordener lidt forsvinder. Det er nok sådan, det er – og det har jeg accepteret – men jeg synes ærlig talt, det er rigtig ærgerligt”.
Selvom han har kæmpet ihærdigt, forventer Mikael Hertig ikke selv at få en plads i Folketinget:
”Alternativet er jo i høj grad et storbyparti, og tankegangen her i området er anderledes. Vi har nogle andre dagsordener og perspektiver, som ikke altid matcher storbyens, så nej, jeg kommer nok ikke i Folketinget”.
Valgaftenen skal han tilbringe i roligt selskab med gode venner.
”Vi holder ikke noget stort valgarrangement i Alternativet i Sønderborg, så jeg skal være sammen med nogle gode venner. Jeg har en tradition med at tilbyde mig selv som kok den sidste dag i valgkampen – og det kan jeg heldigvis godt finde ud af, og det sætter de pris på”.
Menuen er dog endnu ikke helt på plads:
”Lammekøllen ligger stadig i fryseren, så jeg må nok finde på noget andet. Men det skal nok blive godt – bare rolig, det bliver ikke valgflæsk”, siger Mikael Hertig med et smil.





















