Stenklubben Als og Naturvejlederne i Sønderborg inviterer på Sten- og fossiltur i Naturpark Nordals. Det sker søndag den 12. april ved Lønsømade Strand på Nordals.
Det er en åben strandtur, hvor alle interesserede kan deltage. Naturvejlederne og guider fra Stenklubben Als vil på turen fortælle om, hvordan fossiler opstår gennem tiderne, ligesom de vil komme ind på, hvilke muligheder der er for at finde fossiler i nærområdet.
På turen vil man i fællesskab forsøge at finde spændende og sjove sten i området, som man kan tage med hjem, og med en god portion held kan der måske også findes rav på stranden.
Sten- og fossilturen finder sted søndag den 12. april 2026 fra klokken 10:00 til 13:00. Alle er velkomne, og det er gratis at deltage – mødestedet er for enden af Lønsømadevej i Nordborg.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















