Bandet Schæfer giver koncert, der er fyldt med jazz og pop, samt stærke sange med legesyg dybde og kompromisløs, fandenivoldsk energi. Det sker fredag den 17. april på Mejeriet i Sønderborg.
Duoen, der udgøres af venneparret Anna Skov og Emil Mors, skriver samfundsaktuelle, opfindsomme og humoristiske sange, der peger fingre ad dem selv og verden omkring dem. Når de går på scenen med bandet, er de et orkester med syv personer, der inviterer publikum ind i et kollektiv med musikernes totale tilstedeværelse og spilleglæde i fokus.
Schæfer har indtil videre blot udgivet tre singler, men de har markeret sig som et af de mest modige og spændende nye navne i dansk musik. De har turneret i hele Danmark, optrådt på 15 festivaler i 2025, og spillet flere udsolgte koncerter, hvor de for alvor har gjort sig bemærket med deres live-optrædener.
Bandets lyd beskrives som en form for indie-drømme-jazz med trompetsoloer og korstemmer, og de har fået masser af anerkendelse for singlerne ’Chefer’, ’Venter’ og ’Din Yndlingssang’. Koncerten finder sted fredag den 17. april 2026 klokken 20:00 på Mejeriet i Sønderborg.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.





















