Unge sønderjyske talenter har skabt værker til en kunstudstilling under det tværkommunale projekt ’Samtidskunst for unge’. Det har resulteret i udstillingen ’GLØDEN INDEFRA’, der har fernisering lørdag den 16. maj i Det Røde Palæ ved Augustiana Kunstpark & Kunsthal.
Hvad sker der, når unge med passion for samtidskunst mødes med tid, plads og sparring fra professionelle kunstnere? Det spørgsmål bliver besvaret i udstillingen, der består af værker skabt af seks unge talenter, som har deltaget i projektet.
Formålet med projektet har været at styrke unge med talent og interesse for samtidskunst, og de unge har skabt et fællesskab om deres passion undervejs i mødet med professionelle kunstnere – og publikum kan nu se resultatet af deres arbejde.
De unge har udviklet deres kunstneriske praksis og deres evne til at arbejde undersøgende og selvstændigt, mens de er blevet nysgerrige på kunsten. Gennem kunstneriske workshops har de fået erfaring med idéudvikling, materialeforståelse og tænkning af koncepter, mens de har styrket deres visuelle og kritiske blik.
”Samtidskunst for unge trækker på veldokumenterede erfaringer fra BGK-uddannelsen på Sønderjyllands Kunstskole, hvor proces, eksperiment og faglig fordybelse er centrale, og hvor unge kunsttalenter lærer at formulere og præsentere deres egne værker”, siger Thomas Lunau, der er leder af Sønderjyllands Kunstskole.
Projektet startede i efteråret 2025 og det er et samarbejde mellem ungdomsuddannelser i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa kommuner, støttet af Region Syddanmarks Kulturpulje og med udgangspunkt i Sønderjyllands Kunstskole.
De tre professionelle billedkunstnere Anne-Sofie Overgaard, Kristoffer Kjærskov og Barbara Amalie Skovmand Thomsen har været tilknyttet projektet som mentorer for de cirka 30 unge, der har deltaget i forløbet. De tre kunstnere har bidraget med både personlig og faglig sparring og erfaringer til de unge.
Udstillingen kan opleves fra ferniseringen lørdag den 16. maj 2026 fra klokken 13:00 til 16:00 og frem til den 2. august – tirsdage til søndage fra klokken 12:00 til 16:00 i Det Røde Palæ ved Augustiana Kunstpark & Kunsthal. Alle er velkomne, og der er gratis adgang.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.





















