Sønderjyllands Kunstskole inviterer til udstillingen ’herfraFUNKLENDE’, som er afgangsudstillingen for årets talentlinje BGKSyd. Værkerne handler om de spørgsmål, alle går og tumler med i en foranderlig verden. Udstillingen åbner fredag den 22. maj i udstillingslokalet RADAR i Multikulturhuset.
Eleverne på Billedkunstnerisk Grundkursus har dimission samme dag, som udstillingen åbner, og det markerer øjeblikket, hvor eleverne er klar til at komme videre ud i verden. Efter et år, hvor de intenst har fordybet sig, vil de nu vise resultatet af deres arbejde.
herfraFUNKLENDE byder på ro, fordybelse og nye vinkler. Eleverne har lært at bruge kunsten til at finde ro og nærvær i en hverdag, hvor tingene ofte går hurtigt, og flere af dem har valgt at undersøge, hvordan man kan finde styrke i stilhed, og hvordan nye historier kan opstå, når man tør at eksperimentere og tage chancer.
I løbet af året har eleverne prøvet kræfter med de mange facetter, der er i kunsten, ligesom de har lært at tænke kritisk og stole på deres egne idéer. Udstillingen viser alt fra personlige fortællinger til værker, der handler om livets store spørgsmål. Eleverne har hver deres ’gnist’, mens de også har lysten til at præge den fremtid, alle er en del af.
Sønderjyllands Kunstskole, eleverne og underviserne Iris Fridriksdóttir og Chili Seitz glæder sig til at byde alle interesserede ind til en inspirerende oplevelse, hvor de unges kreative stemmer får plads.
Afgangsudstillingen åbner fredag den 22. maj 2026 klokken 17:30 og kan ses frem til lørdag den 6. juni i udstillingslokalet RADAR i Multikulturhuset i Sønderborg. Alle er velkomne, og der er fri entré.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















