Sønderjyllands Kunstskole og deres unge talenthold ’Leonardoholdet’ indvier et nyt, levende udstillingsvindue, hvor et værk, der er 12 kvadratmeter stort, præsenteres. Det sker lørdag den 23. maj 2026 ved Multikulturhuset i Sønderborg.
Værket hedder ’Urban Window’, og det er udviklet af kunstner og underviser på Sønderjyllands Kunstskole Chili Seitz sammen med eleverne på Leonardoholdet. De har skabt et håndmalet mural, som er et vægmaleri, der måler 2 gange 6 meter.
Vægmaleriet fungerer som et indblik i skolens kreative maskinrum og det er også markeringen af en ny tradition, hvor der fremover vil være skiftende udstillinger, der skaber liv og debat ved siden af Multikulturhuset.
“Vi vil fange folks opmærksomhed i hverdagen. Ambitionen er at skabe en nysgerrighed, der får folk til at stoppe op og vende tilbage for at se, hvad næste udstilling byder på”, siger Chili Seitz.
Samtidig med præsentationen af det store udendørsværk viser Leonardoholdet også deres nyeste satsning; ’Painting Book Volume #1’. Det er en foldbar harmonika-bog på en meter, en såkaldt leporello, hvor elevernes værker er samlet i et format, der både fungerer som kunst og objekt i sig selv.
Ferniseringen af Urban Window-udstillingen finder sted lørdag den 23. maj 2026 klokken 11:00 på søsiden af Multikulturhuset i Sønderborg. Alle er velkomne til at komme og se, hvordan kreativitet kan se ud, når den får plads i det offentlige rum.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.

















