Bøger, musik og fortællinger flytter ud på plænen foran Multikulturhuset, når Biblioteket Sønderborg inviterer til bogfesten ‘ORDRIG’ den 30. maj. Her kan både børn og voksne gå på opdagelse mellem forfattere, oplæsninger, musik, stande og aktiviteter under åben himmel.
Publikum kan blandt andet opleve Nana Fatou læse op fra digtsamlingen ‘Toubab’, møde Pernille Schou til forfattersamtale og slutte dagen af med koncert med KEDDE.
Bogfesten bliver bygget op som en lille festivalplads, hvor der både er plads til litteratur, musik og aktiviteter rundt på området. Lokale forlag og foreninger kommer med stande, mens børn blandt andet kan gå på skattejagt, tegne og lege med sæbebobler.
På Alsingergildets stand får publikum samtidig en sjælden mulighed for at se og købe bøger af digteren og forfatteren Martin N. Hansen, som selskabet har arvet restoplag efter. Martin N. Hansen skrev og udgav over 70 bøger og er blandt andet kendt for sangen ‘Madeleine’.
Derudover kan publikum høre Kasper H. Andersen fortælle om Danevirke, mens Henrik Ingemann holder foredrag om E Spritte og Flensborg Fjord. Der bliver også workshop med visuel poesi og flere litterære indslag i løbet af dagen.
‘ORDRIG – Sønderjyllands Bogfest’ finder sted på plænen foran Multikulturhuset lørdag den 30. maj 2026. Arrangementet er gratis og for alle.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.



















