Når Sønder Havnegade igen bliver lukket for biler hen over sommeren, er det noget, flere restauratører på havnen ser frem til. For dem handler det ikke kun om mindre trafik, men også om flere mennesker ved vandet, mere ro og en anden oplevelse af at være langs havnefronten.
Hos Iskonditoriet mærker Signe Lassen, der til dagligt bestyrer stedet, tydeligt forskel på området, når Havnegade er lukket. Når flere mennesker bevæger sig rundt langs vandet, bliver havnen ikke bare et sted, man går igennem, men et sted, hvor folk bliver lidt længere og bruger området på en anden måde.
“Vi er kun glade for det. Så længe vejen er lukket, kommer der flere mennesker herned. Folk søger typisk mod havnen på grund af udsigten, så jo længere vejen kan være lukket, jo bedre er det”, fortæller Signe Lassen til SønderborgNYT.
Ifølge hende handler det ikke kun om, at der kommer flere mennesker til havnen. Lukningen ændrer også selve oplevelsen af at være der. Når trafikken ikke fylder på samme måde, bliver der bedre plads til både gæster, familier og børn, og området bliver roligere at opholde sig i.
“Folk ræser meget rundt hernede, når vejen er åben, og det giver både støj og lugt. Når vejen bliver lukket, bliver havnen mere rolig, og det betyder også noget for børnene, fordi de kan bevæge sig mere frit uden biler så tæt på. Det skaber en helt anden stemning og gør det mere hyggeligt at være her”, fortæller Signe Lassen.
Hos Iskonditoriet bliver borde og stole igen rykket længere ud på vejen, og i år vil de også forsøge at gøre området endnu mere indbydende med blandt andet plantekasser og sofagrupper, hvor gæster kan sætte sig med en is og nyde udsigten over havnen.
Sønder Havnegade er lukket for gennemkørsel fra fredag den 29. maj til og med søndag den 27. september 2026, og i den periode må biler, knallerter, cykler og løbehjul ikke køre på strækningen.



















