Danmarksdemokraterne tabte slaget om modersmålsundervisning

Niels Benjamin Sørensen fik ikke flertal men nægter at give op

Foto: Kommune TV

Niels Benjamin Sørensen fik ikke flertal men nægter at give op

Foto: Kommune TV

27. maj 2026 Politik Skrevet af: Michael Kjær

Danmarksdemokraterne fik på onsdagens byrådsmøde ikke opbakning til partiets forslag om at lukke modersmålsundervisning for elever med baggrund uden for EU- og EØS-landene. Debatten havde allerede i dagene op til byrådsmødet fyldt både lokale medier og sociale medier, og emnet skabte også markante fronter i byrådssalen.

Det stod dog hurtigt klart under behandlingen, at der ikke var flertal bag forslaget. Kun Dansk Folkeparti og Liberal Alliance valgte at bakke op om Danmarksdemokraternes forslag.

Artiklen fortsætter under annoncen

Socialdemokratiets Jesper Smaling, der også er formand for Børn-, Skole- og Familieudvalget, tog ordet som den første efter, at forslaget var blevet fremlagt.

”I den her sag har jeg fået lov til at være ordfører på vegne af både Socialdemokratiet, SF, Slesvigsk Parti og Enhedslisten. Danmarksdemokraterne stiller i dag et forslag om at afskaffe modersmålsundervisning for børn med baggrund uden for EU og EØS. For børn med baggrund i EU og EØS er det lovpligtigt, at vi skal tilbyde det. Det er et forslag, som vi tager kraftigt afstand fra”, sagde Jesper Smaling i byrådssalen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han understregede samtidig, at modersmålsundervisning er et frivilligt fritidstilbud og ikke en del af den almindelige undervisning i folkeskolen.

Danmarksdemokraterne havde blandt andet peget på et højt fravær blandt eleverne som en del af begrundelsen for at nedlægge tilbuddet. Ifølge partiet ligger fraværet på omkring 45 procent, men den forklaring købte Jesper Smaling ikke.

”Det svar, som vi har fået fra forvaltningen, er, at det dækker over tre måneder hen over vinteren. Jeg mener ikke, at det giver et retvisende billede af hverken et helt skoleår eller alle de børn, som benytter sig af det og har gavn af det”, sagde Jesper Smaling.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han slog samtidig fast, at forældre naturligvis skal bakke op om undervisningen og sørge for, at børnene møder op, men at løsningen ikke er at lukke tilbuddet.

”Tværtimod peger det på, at det styrker både de faglige og de sociale kompetencer, og det faktisk er en investering i fremtiden, både for det enkelte barn, men også for vores samfund. Derfor mener vi, at det er helt naturligt, at vi skal fortsætte med at tilbyde modersmålsundervisning til de børn og familier, der ønsker det”, sagde Jesper Smaling fra Socialdemokratiet.

Artiklen fortsætter under annoncen

Hos Dansk Folkeparti vakte sagen tydelig frustration. Partiet har i flere år ønsket at afskaffe modersmålsundervisningen, og Stefan Lydal lagde ikke skjul på sin irritation over, at Danmarksdemokraterne nu stod med sagen i byrådssalen.

”I politik findes der jo ikke copyright som bekendt, og derfor synes jeg alligevel, at det er lidt flabet, at du, Niels, kommer med den her sag på dagsordenen. Den kommer jo af, at vi to havde en snak for nogle måneder siden omkring modersmålsundervisning. Det har været en mærkesag for Dansk Folkeparti i 10 år at afskaffe modersmålsundervisningen som et besparelsesinitiativ”, sagde Stefan Lydal blandt andet under debatten.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han fortsatte med en direkte melding til Danmarksdemokraternes Niels Benjamin Sørensen:

”Niels, du kommer ikke til at trække det her stik hjem i dag. Ligegyldigt hvor hårdt du kæmper, og at de alle sammen har slået sig sammen og gjort Jesper Smaling til ordfører, så kommer du ikke til at trække det her stik hjem”, sagde Stefan Lydal.

Og netop den forudsigelse holdt stik.

Liberal Alliance valgte også at støtte forslaget. Kim Bækdal Agerley gjorde det klart, at partiet grundlæggende mener, at modersmålsundervisning er et ansvar for forældrene og ikke for samfundet.

”Grundlæggende mener jeg, at modersmålsundervisning er forældrenes ansvar, ikke samfundets. Derfor stemmer Liberal Alliance for forslaget. Er der ikke opbakning, og det kan jeg tælle mig til, at der ikke er, så håber jeg, at man kan genbesøge og lave nogle målbare konklusioner, som på sigt har et mere dokumenteret grundlag til denne diskussion, så den måske også kan undgås”, sagde Kim Bækdal Agerley på byrådsmødet.

Efter mødet talte SønderborgNYT med Danmarksdemokraternes Niels Benjamin Sørensen, der ikke var overrasket over udfaldet, men som fortsat mener, at modersmålsundervisningen modarbejder integrationen.

”Helt overordnet må jeg sige, at det at adskille børn på baggrund af etnicitet, som det sker til modersmålsundervisning, ikke alene er meget udansk, men også decideret imod integrationstanken. Man får ikke meget integration ud af at sætte arabiske børn til at lære arabisk sammen med en masse andre arabiske børn. I stedet skal de ud blandt danske børn i for eksempel foreningslivet, så de bliver integreret i samfundet”, fortæller Niels Benjamin Sørensen til SønderborgNYT.

Han hæfter sig samtidig ved, at Socialdemokratiet i Sønderborg stemte imod forslaget, når partiets udlændinge- og integrationsminister Mathias Tesfaye tidligere har kritiseret modersmålsundervisning.

”Det kan derfor undre, at Socialdemokratiet i Sønderborg stemmer markant anderledes end den linje, de praler af på Christiansborg. Om det er et udtryk for, at Socialdemokratiet i Sønderborg Kommune er meget rødere end på Christiansborg, eller om det er en generel linje i partiet, at de melder ét ud og gør noget andet, når det kommer til stykket, skal jeg ikke kloge mig på. Jeg undrer mig dog over, at man kan være så meget ude af balance i partiet på et så centralt område”, siger Niels Benjamin Sørensen.

Han sender samtidig en kritik i retning af Dansk Folkeparti, som han mener burde have brugt sin position i konstitueringen til at presse mere på integrationsområdet.

”Hvis det var så vigtigt for partiet, hvorfor har de så valgt at gå med i en konstituering uden nævneværdig indflydelse på udlændingepolitikken? Det var jo trods alt Dansk Folkeparti, der gjorde Socialdemokratiet til borgmesterparti, åbenbart uden nogen som helst indflydelse på integrationspolitikken, som halter gevaldigt i Sønderborg Kommune”, siger Niels Benjamin Sørensen.

Forslaget blev ikke godkendt af byrådet.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...