Borgerne i Augustenborg bakker op om visionen om at genskabe den historiske hertugby, men tålmodigheden skal hjælpes på vej af synlige resultater.
Det stod klart, da borgere, projektfolk og repræsentanter fra kommunen torsdag mødtes i Kultursalen torsdag aften for at drøfte resultaterne af en omfattende spørgeundersøgelse og få en status på det ambitiøse projekt Hertugernes Augustenborg.
Budskabet fra flere borgere var entydigt: Visionerne er gode, men der skal også kunne ses konkrete fremskridt i bybilledet.
”Når man har et projekt som Hertugernes Augustenborg, er det vigtigt, at borgerne også kan se, at der sker noget. Det er alfa og omega at se resultater blive realiseret. Ellers tror folk, at projektet er dødt. Ting tager selvfølgelig tid, men når kommunen lancerer projekter og planer, skal borgerne også kunne se huse blive renoveret og en silo, der i sidste ende bliver revet ned. Ellers tror de ikke på projektet. De skal have tillid til, at der også flytter sig noget”, siger Tenna Tychsen fra Augustenborg.
Hun er selv uddannet byplanlægger og deltog i offentliggørelsen af analysen af spørgeundersøgelsen blandt Augustenborgs borgere om udviklingen af byen. De fremmødte deltagere kom også med deres bud på, hvad de finder godt og mindre godt ved projektet.
Flere efterlyste klar kommunikation om, hvor langt projektet Hertugernes Augustenborg er nået.
Projektet har til formål at genetablere den gamle bykerne fra hertugernes tid. Selv i en tid med mange kommunikationskanaler og med en erfaren projektejer som Trine Lindén kan det være vanskeligt at sikre, at informationerne når ud til alle.
Hvorom alting er, er der stor beredvillighed blandt Augustenborgs borgere til både at deltage i projektet og tage godt imod dem, der bidrager til det. Målet er at istandsætte 60-80 fredede og bevaringsværdige bygninger i Augustenborg. Det bliver en omfattende og dyr opgave, så der er lang vej endnu.
Borgerne er for så vidt enige om, at Hertugernes Augustenborg skal være et fyrtårnsprojekt i kommunen, og at området på sigt skal optages på UNESCOs verdensarvsliste. Samtidig har de mange ting på hjerte.
”I snakker meget om de positive ting, men vi skal også kunne få udtryk for vores frustrationer, så vi også får de ting med, der fylder”, lød det fra en af grupperne under diskussionen.
Der er også enighed om, at når mange af de mest engagerede i projektet efterhånden er blevet grå i toppen, skal der slås et slag for at få de unge med.
Det kan ske ved at involvere dem mere målrettet og ved at afholde møder som det i Kultursalen torsdag på en måde, der appellerer til borgere under 60 år. Det bliver sandsynligvis dem, der skal føre det ambitiøse projekt i mål.
Augustenborg har en høj foreningsgrad og et stort aktivitetsniveau blandt borgerne. Der er en stolthed over at bo i den historiske by, hvor boligpriserne fortsat er forholdsvis lave. Det er også en del af mange borgeres begrundelse for at bosætte sig i hertugbyen.
Det kan dog hurtigt blive en pebret affære, hvis man vil istandsætte sit hus efter de historiske forskrifter. Regningen kan let løbe op i et beløb, der overstiger det, man i sin tid gav for huset. Der er pæne tilskud at hente, men borgerne skal stadig selv betale en del af omkostningerne.
Derfor er det en beslutning, som kræver grundige overvejelser.
Til gengæld følger der både stolthed og glæde med, når et hus bliver renoveret i hertugernes ånd. Det pynter gevaldigt på bymidten og vil gøre det endnu mere, efterhånden som flere bygninger bliver omfattet af projektet.
Der kom også forslag om en grønnere bymidte med mere beplantning, flere blomster og sågar en voliere med påfugle. En gruppe var dog betænkelig ved tanken om, at de smukke fugle skulle passes af frivillige.
Det er ikke en opgave, der egner sig til frivillig drift, når det handler om at sikre de eksotiske dyrs ve og vel, mente gruppen. Den opfordrede samtidig til at vælge hunner eller hanner afhængigt af, hvilke påfugle der larmer mindst.
”Det er ikke kommunens eller andres projekt. Det er jeres projekt. Der er ingen love eller regler eller lokalplaner, der kan skabe det for jer. I skal selv føre det ud i livet”, sagde projektchef Lillian Kristensen og fremkaldte betænksomme smil ved tanken om, hvad hertugbyens begrænsede antal borgere står overfor.
Det kan tage både tid og kræfter, før Augustenborg igen fremstår som den hertugby, den engang var.
Men lykkes visionerne, vil resultatet ikke blot være en smukkere bymidte. Det vil også være et bevis på, hvad et engageret lokalsamfund kan skabe, når ambitioner omsættes til handling.

























