Forleden holdt Venstre i Sønderborg den årlige generalforsamling, hvor formand Erling Lundsgaard havde fornøjelsen at komme med foreningens beretning.
Venstre har 10 mand i Byrådet. De ni blev valgt ind med Venstrestemmer og si
den kom Sven Jensen via stemmer fra Slesvigsk Parti.
“Fra Sønderborg Vælgerforening kom Peter Hansen, Claus Klaris, Tom Holden, Inger Plauborg og Karsten Schøn med i Byrådet”, siger Erling Lundsgaard. Flokken har fundet sig til rette i kommunalbestyrelsen og nu handler det kun om én ting.
“Det er at få det bedste afsæt til det næste kommunalvalg. Det gør vi ved at holde en klar linie i de sager, vi tager fat i som opposition. Der skal sendes et klart liberalt signal”, siger vælgerforeningsformanden. Om det er Peter Hansen, der igen skal være borgmesterkandidat, kan ingen sige.
Først til næste år skal der sættes navne på spidskandidater.
Året der gik
“Vores budgetudspil med en skattesænkning på 20 millioner kroner fik ingen gang på Jorden. Med den store rabat på 75 procent fra staten burde flertallet have gået med. Men Fælleslisten sagde nej. Og de gjorde det med ordene: Vi sætter ikke skatten op det ene år for at sænke den et år senere”, siger Erling Lundsgaard.
Venstres Vælgerforening mener, at vejen frem for erhvervslivet er lavere skat.
“Flertalsgruppens støtte til erhvervslivet lyder meget hul. De giver med den ene hånd og tager med den anden”, fremgår det af årsberetningen,
Det vi tabte
Sønderborg mistede Sergentskolen – og pudsigt nok er Forsvaret gået i gang med at opbygge en kaserne i Aarhus, fordi Forsvarets Sundhedstjeneste mangler plads. Det var også Aarhus, der vandt Kulturhovedstaden.
Sygeplejeskolen rejser til Aabenraa og det gjorde Akut-modtagelsen på sygehuset også.
“Lige nu er kasernen asylcenter, men hvad sker der med den efter 2016”, spørger Erling Lundgaard.
Bestyrelsen
Sønderborg Vælgerforening stemte Erling Lundsgaard ind til endnu en periode på formandsposten. Bestyrelsesmedlemmerne Paul Bonde Jepsen, Birger Jønsson og Svend Erik Tychsen blev også genvalgt. Det var også tilfældet for suppleanterne Thorbjørn Philipsen og Tage Lametsch.
Revisorerne Frede Hansen og Henning Jepsen påtog sig endnu en runde – og i kulissen blev Knud Kylling Petersen og Tyge Larsen valgt til at stå klar til at afløse, hvis der bliver brug for det.