Formand for Fælleslisten, John Solkær, skriver:
Forleden aften havde Lokalhistorisk Forening for Sundeved generalforsamling på Bakkensbro Aktivitets – og Kulturcenter i Ullerup. Der var mødt ca. 50 til denne samt et glimrende foredrag om udvandringen til Amerika i forrige og sidste århundrede.
Samtidig afholdt Nydamselskabet et seminar for at sprede viden om offermosen i Nydam og alle de deraf senere udsprungne aktiviteter. Der var samlet ca. 40 personer.
I samme bygning sang Grønlænderforeningen sange fra deres hjemland.
Tidligere på dagen var der aktiviteter i gymnastiksalen.
Det fortæller en hel masse om, hvad det betød, at skolebygningerne forblev et aktiv.
Hvis ikke ledende folk fra Fælleslisten havde taget initiativet, er det tvivlsomt, om det var sket.
Det er nu historie og vi må tænke videre.
Hele Danmark er ramt af en centraliseringsbølge – alt skal være større og mere effektivt – økonomiske overvejelser dikterer, hvad der er bedst for mennesker.
Ruiner langs bygaden fortæller sit tydelige sprog om, hvad der sker i disse år.
I 2013 gik Socialdemokratiet til valg på sloganet: en kommune i balance
Det er Fælleslisten altid gået ind for.
Tiden er inde til at sætte temaet højt op i det politiske hierarki.
Fælleslisten ser ikke mindst disse temaer prioriteret i de kommende år:
En politik/planlov, der gør det lettere at etablere mindre virksomheder i landdistrikterne.
Intensivere oprydningen i den boligmasse, der skæmmer og jager folk bort fra landsbyerne.
Hvordan kan vi etablere dagligvarebutikker, evt. i foreningsform med andelsbeviser eller andre form for interessentskaber.
Sikre/etablere væresteder for befolkningen, både i landsbyerne og i de såkaldte ”mellembyer”
Gerne med befolkningen som den, der tager sig af driften og indvendig vedligeholdelse.
Bakkensbro er et glimrende eksempel og en stor succes i den retning.
For Fælleslisten er der ikke tvivl om, at det igen skal være attraktivt at bo i landdistrikterne.
Befolkningen tager gerne deres andel af arbejdet og ansvaret. Det viser eksemplet fra Avnbøl/Ullerup