Mange af Sydbanks kunder vil i fremtiden skulle hæve og indsætte kontanter i en automat frem for at blive serviceret af en bankansat, skriver DR Syd.
Det nye system betyder, at 57 af Sydbanks filialer vil blive kasseløse.
“Det sker fordi, der over en årrække har været et fald i efterspørgslen efter kontanter”, siger Jan Svarre, der er bankdirektør i Sydbank.
“Antallet af kassetransaktioner er faldet med 75 procent i de seneste fem år. Men der er stadig en andel af vores privatkunder- og erhvervskunder, der ønsker adgang til udbetaling, indbetalinger og valuta. Og til de kunder, der har det behov, der har vi fået lavet et enkelt og effektivt setup”, siger Jan Svarre til DR Syd.