Prinsesse Benedikte deltager ved legatuddeling

15. juni 2016 Frivillige Skrevet af: Ole Kæhler

Når der den 8. august for niende gang uddeles legater fra I.P. Nielsen Fonden til minde om Dronning Ingrid, så foregår det på Tørning Mølle ved Vojens. Og for niende gang har fondens protektor, Prinsesse Benedikte, givet tilsagn om at være med.

“Vi er meget taknemlige for, at prinsessen giver fonden denne enestående bevågenhed. Hendes tilstedeværelse gør hvert år legatuddelingen til en ganske særlig oplevelse. Legatmodtagerne er naturligvis glade for at få penge til deres projekter, men jeg tror bestemt også, at oplevelsen af prinsessens opmærksomhed og interesse gør stort indtryk”, siger fondsbestyrelsens formand, Anna Margrethe Ikast i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der var 27 ansøgninger til årets legatuddeling, og bestyrelsen har valgt 11 modtagere, som får i alt 209.363 kr. Modtagerne er Broagerlands Rideklub , der får to legatportioner, Bov Skakklub, Gråsten Roklub, Julemærkehjemmet Fjordmark, Statsfængslet Renbæk, Den Sønderjyske Garde, Hørup Ungdoms- og Idrætsforening, Danske Hospitalsklovne, Svenstrup Ungdomsforening, Skovby Landsbylaug og Sønderborg Handicap Idræt.

Ifølge fondens fundats skal fondsmidlerne gå til projekter, der styrker børn og unges sønderjyske identitet, og det er i forlængelse af dette fokus, at fondsbestyrelsen har besluttet at lade uddelingerne foregå forskellige steder i landsdelen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Legatuddelingerne har således tidligere været på bl.a. Gråsten Slot, Gram Slot, Brundlund Slot, Sønderborg Slot, Kunstmuseet i Tønder og Sandbjerg Gods.