Spændende om Ulkebøl Skole igen har landets stærkeste klasse

Arkivfoto
Arkivfoto
28. januar 2017 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Ulkebøl Skole vandt sidste år landsfinalen i konkurrencen “Danmarks stærkeste klasse”, som involverer hele klassen og styrker sammenholdet. I år har skolen udfordret klasser fra Nybøl og Broager i et kvalifikationsstævne – det første nogensinde i Danmark.

Hvis taget pludselig letter på aulaen på Ulkebøl Skole på torsdag mellem kl. 9.30 og 13.30, så er det fordi omkring 200 elever fra 6. og 7. klasser fra skolerne i Broager, Nybøl og Ulkebøl denne dag dyster om at blive Sønderborgs stærkeste klasse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Konkurrencen foregår i romaskiner, og en klasse skal hurtigst muligt tilbagelægge fire km. Vinderklassen kvalificerer sig til at deltage i skole-OL-finalen i roning. Det er første gang nogensinde, der holdes et lokalt kvalifikationsstævne.

”Hidtil har det været sådan, at skolerne tilmelder de klasser, der har lyst. Det har bl.a. Ulkebøl gjort de foregående tre år – og altså med stor succes sidste år, hvor skolen vandt”, siger Ronja Egsmose fra Dansk Forening for Rosport, som er initiativtager til det landsdækkende arrangement.

Artiklen fortsætter under annoncen

Formålet er naturligvis at gøre flere børn opmærksom på rosporten og måske endda give nogle af deltagerne lyst til at melde sig i en roklub.

Det er vi og ikke jeg

For idrætslærer Jesper Olsen på Ulkebøl Skole er der ingen tvivl om, hvorfor det er en god ide at deltage i arrangementet:

”Danmarks Stærkeste Klasse-projektet styrker sammenholdet i klassen. Alle elever skal nemlig mindst én gang i romaskinen i løbet af konkurrencen. Dermed forpligter de sig på hinanden, og der er flere opgaver, for eksempel når de skifter plads i båden, hvor det er vigtigt, at eleverne samarbejder, hvis det samlede resultat skal være succes”, siger Jesper Olsen i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

De klasser, der kvalificerer eller tilmelder sig, skal ro skole-OL-finale på Aarhus Stadion i juni, hvor 6.-klasserne dyster den 15. juni og 7.-klasserne dagen efter.