Aabenraavej: For mange kører for stærkt – så nu hæves fartgrænsen

9. oktober 2019 Samfund

Jo, den er god nok: Hastighedsgrænsen på Aabenraavej i Sønderborg hæves med 10 km i timen for at få farten ned. Fire af fem bilister kører i dag for hurtigt, og den gode erfaring fra Borgmester Andersens Vej er, at der er større respekt for nogle 60 km-skilte end for byzonetavlen.

Inden for byzonen er det ikke tilladt at sætte skilte op, der minder bilister om, at det er forbudt at køre mere end 50 km i timen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og erfaringer – bl.a. fra Borgmester Andersens Vej i Sønderborg – viser, at bilister mister respekten for byzonetavlerne, når de kommer ind i områder, som ikke er så tæt bebygget. Så virker det bedre at sætte skilte op med jævne mellemrum, der minder om hastighedsgrænsen, selv om den ligger 10 km over den, der normalt gælder i byzone.

”Det lyder ret paradoksalt, men når nu vi har gode erfaringer med at få folk til at køre langsommere, når vi sætter tavler op med 60 km i timen, så synes vi, det er et forsøg værd. Aabenraavej er skolevej for mange børn, så vi er nødt til at få bilisterne til at sætte hastigheden ned, hvilket Politiet heldigvis også bakker os op i”, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Aase Nyegaard i en pressemeddelelse.

Ændringen foretages i samarbejde med Politiet. Aabenraavej er stærkt trafikeret med ca. 6350 køretøjer i døgnet (målt i 2018). Trafikmængden er steget med ca. 25 pct. siden åbningen af Sønderborgmotorvejen i 2012. Ændringen af hastighedsgrænsen vil gælde på strækningen fra bygrænsen til lyskrydset Alssundvej-Gl. Aabenraavej, ca. 800 meter.

”Samtidig laves der en helle i forbindelse med fodgængerfeltet ved Dybbølbjerg. Dybbøl-Skolen har gjort os opmærksom på, at skolebørn og andre føler sig utrygge, fordi bilister ikke ser dem, ikke respekterer fodgængerfeltet og bare fortsætter deres kørsel. Vi har ganske vist en principiel holdning om, at fodgængerfelter ikke bør ligge, hvor der er 60 km fartgrænse, men her er der brug for den til bl.a. skolebørn. Helleanlægget vil samtidig give en forskydning af vejbanen, som både tvinger bilister ned i fart og giver fodgængere mere tryghed ved, at de kan passere vejen af to omgange”, siger udvalgets næstformand, Stefan Lydal.

Ændringen medfører også, at der bliver plads til en venstresvingsbane til køretøjer, der skal svinge op mod Dybbølbjerg, og at busholdepladsen skal flyttes længere hen mod bygrænsen. Hastighedsændringen påtænkes indført snarest og evalueret efter cirka et år.

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk