Åbent brev til Byrådet om PFAS-forureningen fra lufthavnen

17. oktober 2023 Debat Skrevet af: Redaktion

Steen Elholm Christensen, Borgerpartiet, skriver:

Jeg skriver dette brev for at udtrykke min bekymring over PFAS-udledningerne fra Sønderborg Lufthavn. Som borger i Sønderborg er jeg dybt bekymret for de potentielle sundheds- og miljømæssige konsekvenser af disse kemikalier.

PFAS, eller per- og polyfluoralkylstoffer, er en gruppe menneskeskabte kemikalier, der har været i brug siden 1940erne. På grund af deres evne til at modstå varme, olie, pletter og vand, bruges de i en bred vifte af produkter. Men disse kemikalier er ekstremt vedholdende i miljøet og i vores kroppe, hvilket betyder, at de ikke nedbrydes og de kan ophobes over tid.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg mener ikke, at på grund af at lufthavnen er trængt økonomisk, at det så betyder, at de mange presserende spørgsmål om PFAS udledningerne kan vente og at Sønderborg Kommune bør give et påbud om at få problematikken tilbundsgående undersøgt. Jeg er af den stærke overbevisning, at beskyttelse af vores sundhed og miljø bør være en prioritet. Vi kan ikke tillade os at ignorere denne sag på grund af økonomiske begrænsninger.

Desuden er det min forståelse, at borgmesteren også sidder i lufthavnens bestyrelse. Det rejser spørgsmål om interessekonflikter. Hvordan kan byrådet sikre, at der handles i borgernes bedste interesse, når byrådet også har et ansvar over for lufthavnen?

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeg opfordrer Sønderborg Kommune til at få gang i en undersøgelse af PFAS-udledningerne fra Sønderborg Lufthavn. Vi har brug for fuld gennemsigtighed om omfanget af denne forurening og dens potentielle indvirkning på vores sundhed og miljø.

Jeg ser frem til at høre om de skridt Byrådet vil tage, for at adressere denne vigtige sag.