Årets Børnecyklist er fra Sønderborg

24. september 2020 Samfund
Årets Børnecyklist 2020 er den 9-årige Subhi Abdo fra Sønderskov-Skolen. Pressefoto
Årets Børnecyklist 2020 er den 9-årige Subhi Abdo fra Sønderskov-Skolen. Pressefoto

Årets Børnecyklist 2020 er den 9-årige Subhi Abdo fra 2.a på Sønderskov-Skolen i Sønderborg. Prisen er en del af Cyklistforbundets landsdækkende børnemotionskampagne ’Alle Børn Cykler’.

Over 96.000 elever fra skoler over hele landet cyklede med i årets kampagne – heraf 2.342 elever fra Sønderborg Kommune.

Lærere, kammerater og forældre har som en del af kampagnen været inviteret til at nominere børn til prisen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det var Subhi Abdos klasselærer, Malene Meier, der indstillede Subhi til prisen, efter at hun og klassekammeraterne i løbet af et fælles cykelprojekt havde set Subhi gå fra næsten ikke at kunne cykle til at cykle i skole:

”Vi cykler i idræt og har haft ture ud af huset, hvor vi har cyklet hele klassen. Da projektet startede, kunne Subhi næsten ikke cykle. Han havde svært ved at holde balancen og kunne ikke bremse. Subhis forældre var også nervøse over, at Subhi skulle cykle. Subhi har øvet sig på cykelbanen og har nu super godt styr på cyklen. Subhi fortjener i den grad en ordentlig cykel, da han er blevet så dygtig og nu bruger cyklen som transportmiddel til skole”, siger Subhi Abdos klasselærer, Malene Meier, der indstillede Subhi til prisen, i en pressemeddelelse

Subhi Abdo blev udnævnt som Årets Børnecyklist via en videotale der blev vist i Subhis klasse.

Med udnævnelsen følger en kvalitetsmountainbike fra mærket Principia eller Centurion fra den danske cykelproducent HF Christiansen.

Cyklistforbundet udnævner Årets Børnecyklist som en del af børnemotionskampagnen Alle Børn Cykler, som Cyklistforbundet kørte de to første uger af september i samarbejde med Novo Nordisk og Jyske Bank.

Skrevet af: Redaktion redaktion@sonderborgnyt.dk