Man skulle ikke umiddelbart tro, at det topprofessionelle hold bag Sønderborg Sommer Revy Show kunne skrue mere op for det i forvejen høje niveau. Alligevel har dette års udgave både overraskende indslag og helt nye tekniske virkemidler med i showet.
Der blev, naturligvis, ikke løftet slør for flere detaljer end højst nødvendigt, da SønderborgNYT var forbi til en snak med den travle direktør, instruktør og skuespiller, Jeanne Boel, der har svært ved at skjule sin begejstring over det forestående revyshow.
“Jeg kan sige så meget, at publikum kommer til at se noget helt nyt fra vores side. Det har krævet noget nyt af os alle denne gang, også teknisk, og vi glæder os helt enormt til at prøve det af for et publikum. Henover de næste par dage skal vi prøve hele materialet og skrue på knapperne – måske endda ændre i rækkefølgen på de forskellige indslag. Det er i forpremiererne vi mærker publikums reaktioner og for alvor finder ud af, hvordan det endelige revy-show skal være”, fortæller Jeanne Boel til SønderborgNYT.
Sønderborg Sommer Revy kommer naturligvis også til at indeholde de klassiske elementer af både satiriske og musikalske numre og vanen tro vil de store nyhedsoverskrifter komme under kærlig behandling.
Manuskriptet til revyen består af 24 tekster, skrevet af flere forskellige tekstforfattere, heriblandt naturligvis revyforfatter og tidligere Sønderborg Sommer Revy-direktør Leif Maibom, der har skrevet syv tekster til forestillingen i år.
Revyholdet er topklar til at give underholdning i særklasse henover sommeren, og det er stadig muligt at få billetter til forestillingen, der har premiere på lørdag og kører frem til og med lørdag den 23. juli./ds
Hvis du ikke har fået købt billet endnu, så kan du gøre det på Sommerrevy.dk



















