Adam Stadnicki sagde ja tak til jobbet som musikchef

Symfoniorkestrets chef, Adam Stadnicki. Foto: Ole Kæhler
Symfoniorkestrets chef, Adam Stadnicki. Foto: Ole Kæhler
10. februar 2024 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Frem til september sidste år var Adam Stadnicki orkesterchef i Malmø og inden da havde han været kapelchef i Det Kongelige Kapel og så kom der et telefonopkald, der ændrede karrieren.

“Simon Faber, der er bestyrelsesformand for Sønderjyllands Symfoniorkester ringede og fortalte, at de gerne ville have mig som musikchef og da jeg besøgte Sønderborg faldt jeg for Als”, siger Adam Stadnicki til SønderborgNYT og fortæller, at han og kæresten har købt hus tæt ved Ulkebøl Kirke.

“Det er et nyistandsat hus fra 1802, som vi er rigtigt glade for og vi har de skønneste naboer, så ingen af os savner København”, siger den nye musikchef, der selv har spillet cello i mange af de store orkestre.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han begyndte som chef for Sønderjylland Symfoniorkester omkring den 1. september sidste år og har gjort sig nogle tanker om, hvordan han vil præge fremtiden.

“Vi skal have orkestret bredt mere ud og så skal vi spille mere dansk musik, som eksempelvis Carl Nielsen, og vi skal også spille musik, der fortæller noget om Sønderjylland. Selvfølgelig skal vi også spille noget musik, som er skrevet af udenlandske komponister”, siger Adam Stadnicki, der er lige så klar på, hvad orkestret ikke skal spille.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Sådan noget som filmmusik, det giver ikke mening, når det spilles så meget på tv. Det kan folk høre derhjemme”.

Symfoniorkestrets musikere kan se frem til en tur til musikfestival i Slesvig Holsten.

“Vi er det eneste danske orkester, der er inviteret”.

Flere kvinder på podiet

“Koncertsalen i Alsion er helt fantastisk og det er jo dejligt – og nu vil jeg gøre en indsats for, der kommer flere kvinder på dirigentpodiet. Det er jo en mandsdomineret verden og det skal der laves om på”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Han fortæller videre, at der for tiden arbejdes på at lave ny hjemmeside og så skal sæsonbrochuren fremover være mere læsevenlig og moderne.

“Det hører jo med til jobbet, at vi hele tiden skal have publikum på pladserne i Alsion, når symfoniorkestret spiller”.