Elever, lærere og ansatte på Alssundgymnasiet Sønderborg har fornøjelsen af at byde velkommen til deres nye rektor, Malene Samsø Nielsen, som tiltræder stillingen den 1. oktober. Malene Samsø Nielsen bringer en omfattende erfaring fra gymnasieverdenen med sig, herunder roller som underviser, uddannelsesleder og vicerektor. Hun har også arbejdet i VidensBy Sønderborg med strategisk udvikling af pædagogisk og didaktisk vidensformidling til unge og har siden 1. maj fungeret som konstitueret rektor på Alssundgymnasiet.
46-årige Malene Samsø Nielsen har boet på Als siden 1987, i dag i Hørup med sin mand og to børn.
”Det har været vigtigt for os at pege på en person, der kender det lokale uddannelsesmiljø, de lokale udfordringer, og som har et lokalt netværk. Det er det, fordi vi som gymnasium i et mindre samfund skal kunne arbejde sammen. Det har også været vigtigt at finde en person, der brænder for at fastholde den skarpe faglige profil, der er særkendet for AGS, og samtidig bevare den høje trivsel for elever og ansatte. Malene har de kvaliteter, og derfor var valget egentligt nemt”, siger forperson Mette Luplau Schnefeld.
Malene Samsø Nielsen var selv begejstret for Alssundgymnasiet, da hun startede som uddannelsesleder på AGS i 2020, og den begejstring deler hun med mange andre.
”Elever, forældre, besøgende og selv gæster fra udlandet fortæller næsten altid den samme historie, når de træder ind i det lyse atrium, vi kalder Gaden her på AGS,” siger den nye rektor i en pressemeddelelse.
”De oplever straks, at de befinder sig et rart og inspirerende sted. AGS er et gymnasium, hvor der både er plads til ro og fordybelse i dagligdagen, og hvor der samtidig hersker et spirende engagement og en virkelyst, når der skal stables projekter på benene, hvad enten det er klimahandledag, naturvidenskabsfestival eller fester som AGStival, hvor store danske kunstnere sætter ramme om nutidens ungdomskultur”, fortæller Malene Samsø Nielsen.
”Det er den arv, jeg er stolt af at bygge videre på, når vi skal gøre stx endnu mere attraktivt, relevant og tidssvarende for de unge mennesker. Vi har de bedste af slagsen, så det skylder vi dem”.
Bestyrelsesforperson Mette Luplau Schnefeld understreger, at bestyrelsen støtter Malene Samsø Nielsens evne til at balancere mellem tradition og fornyelse. AGS har altid formået at fastholde gymnasiets særlige kompetencer og samtidig været modig nok til at gå nye veje.
”Det glæder mig, at Malene Samsø Nielsen nu er klar til at stå i spidsen for den videre udvikling af Alssundgymnasiet, som stadig er et af landets mest markante naturvidenskabelige gymnasier med eget observatorium, ekstraordinære sciencelærere og en unik sportslinje. AGS skal fortsætte sit naturvidenskabelige og sportslige engagement, og derfor har vi også iværksat nye initiativer som FutureLab, AGS Sportspark og ikke mindst AGS College, så vi kan brede vores særlige uddannelsestilbud ud til en større elevgruppe uden for kommunens grænser og på den måde bidrage til de politiske ambitioner om øget tilflytning”.


















