Allan Breckling, Brecklings Bogcafé, skriver:
Der skal ikke herske nogen tvivl om at Joey Moe med sin debutfilm, RIPPLE – som både manuskript forfatter og instruktør – bryder igennem på sin helt specielle, særegne måde som filmkunstner.
Filmen har sin egen tone og virker forunderlig på denne måde: Som flere små kortfilm der flyder helt naturligt sammen til en spillefilm. Det er godt gået og bestemt ikke, hvad man er vant til i dansk film. Joey Moe er på en måde en tryllekunstner, der har styr på sine virkemidler og man bliver som tilskuer nødsaget til at være meget vågen og opmærksom – for hvad er det dog, der sker deroppe på lærredet – hvem manipulerer hvem!!
Den måde filmen er konstrueret på, gør det svært at identificere sig personligt med nogen af de typer, vi møder – man får ikke noget forhold til dem og dermed medfølelse – for ved Gud – der er megen sorg på spil og døden er konstant nærværende for ikke at glemme den modernes tids konstante og tilsyneladende livgivende brug af smartphones og telefoni. Intet er vigtigt. Selv selve livet og virkeligheden er værdiløst hvis man ikke er ’på’ – selv i døden.
’Kameraet kører drenge. Ihh hvor er det skøøønt’ – om det så er tv eller smartphones. Det her er sandelig en thriller!
Jeg vil undgå at gå ind på selve handlingen i RIPPLE – der er flere tråde, end man lige tror. Man kan kun konstatere, at det gamle ordsprog ’Den enes død – er den andens brød, holder stik – og i Ripple på en infam og dyster måde.
Det er en mørk film om ’kunstige mennesker’, der befinder sig i en kunstig tid. Med et kunstigt liv – hvor sorgen er noget man gemmer inde i sig selv og det ægte liv gemmes væk – og leves i og igennem kameraets linse.
Tillykke Joey Moe – du har ramt den tid, de unge lever med. Uden tøven eller rysten på hånden giver fem stjerner for din debutfilm – du får dem alle!! Med din film, RIPPLE, har du rystet mig dybt – og da vi forlod Kinorama her i Sønderborg, var der stille – meget stille.
Der er Danmarkspremiere i Kinorama i Borgen på torsdag.
