Der er lagt op til en god gang fællessang, når oldermand i Alsingergildet Herdis Thomsen Maaløe præsenterer nogle af Martin N. Hansens alsiske viser til CaféSang i Alsion på lørdag klokken 12. Birthe Hedegaard synger for på sangene, så alle kan være med, også selvom man ikke er helt fortrolig med den alsiske dialekt.
De alsiske sange bliver uddelt i et sanghæfte, men tag også Højskolesangbogen med, for der bliver også sunget en række velkendte sange fra den.
Det bliver en festlig times fællessang akkompagneret af Alsingergildets dygtige huskorkester Tre På Stribe – Chris Schmidt, Jørgen Andresen og Knud Schmidt – på klaver, guitar og kontrabas, skriver arrangørerne.
CaféSang har højskolesangbøger, som man kan låne i caféen, men man er meget velkommen til at tage sin egen sangbog med.
Brunch i Café Alsion fra kl. 10.00 kan bestilles på tlf. 25 28 28 86.
Alle er velkomne til at komme og synge med, og arrangementet er gratis.

















