Pressemeddelelse:
Foreningen Als-Fyn Broen arbejder for etablering af en fast forbindelse mellem Als og Fyn. For at sætte fokus på dette vigtige udviklingsprojekt for vækst, beskæftigelse og bosætning afholder foreningen i samarbejde med Sønderborg kommune et offentligt møde mandag den 10. marts kl. 16.30 på Alsion.
I panelet deltager Jørgen Mads Clausen fra Danfoss, den nye rektor for Syddansk Universitet Henrik Øregaard Dam samt en række fremtrædende politikere.
Jørgen Mads Clausen vil fortælle om en fast forbindelses betydning for virksomhederne og erhvervsudviklingen. Borgmestrene i Sønderborg og Faaborg-Midtfyn vil orientere om broens betydning for kommunerne, og hvordan vi kommer videre med arbejdet hen imod etableringen af broen.
Regionsrådsformand Carl Holst vil komme med et oplæg om en fast forbindelses betydning for Region Syddanmark, mens rektor for Syddansk Universitet Henrik Øregaard Dam vil fortælle om samspillet med universiteterne i Regionen og syd for grænsen.
Endelig vil Flensborgs overborgmester Simon Faber orientere om en fast forbindelses betydning for samspillet i grænselandet. Der vil være mulighed for at stille spørgsmål og komme med synspunkter.
Fordelene ved en bro til Fyn
Foreningen Als-Fyn Broen arrangerer mødet for at oplyse om projektet og tydeliggøre ønsket om den faste forbindelse. Foreningens formand, Mogens K. Nielsen siger, at en fast forbindelse mellem Als og Fyn for alvor kan give vort område et tiltrængt løft. En bro vil skabe et nyt stort vækstområde i Vestdanmark. Således vil Region Syddanmark blive forbundet både i nord og syd og ny dynamik vil skabe grundlag for vækst og beskæftigelse.
En fast forbindelse mellem Als og Fyn vil omdanne udkantsområder til udviklingsområder samt skabe arbejdspladser og fastholde eksisterende virksomheder, og det har vi virkelig behov for i vort område, understreger Mogens K. Nielsen.
Med hensyn til jobmuligheder vil en Als-Fyn forbindelse også give større fleksibilitet på begge sider af Lillebælt. Der vil dukke nye jobmuligheder op, når man kan bo i Sønderjylland og arbejde på Fyn eller omvendt, hvilket er umuligt for mange i dag.
Mogens K. Nielsen fremhæver også, at de mange flere jobmuligheder vil gøre det mere attraktivt at bosætte sig i Region Syddanmark. Dette kan få positive følger for huspriserne, skattegrundlaget, foreningslivet og forretningslivet i området.
Broen til vækst
Foreningen peger på, at den faste forbindelse mellem Als og Fyn er et vigtigt emne for den langsigtede udvikling i hele Region Syddanmark. Den faste forbindelse vil på mange områder give et stort løft til Fyn og Sønderjylland, og derfor skal vi ikke tøve med at igangsætte projektet.
Foreningen Als-Fyn Broen opfordrer alle interesserede til at møde op til borgermødet i Sønderborg for at høre nærmere om projektet Als-Fyn broen og gerne deltage i debatten. Foreningen håber på stort fremmøde, dels fordi det er et interessant møde med fremtrædende paneldeltagere, og dels fordi et stort fremmøde vil være med til at markere befolkningens ønske om den faste forbindelse. Det er gratis at deltage i mødet, og tilmelding er ikke nødvendig.
Selve mødeprogrammet kan ses på www.als-fynbroen.dk, hvor man også kan læse mere om foreningen. Det er muligt at melde sig ind i foreningen via hjemmesiden.
I forbindelse med borgermødet vil det være muligt at høre mere om Foreningen Als-Fyn Broen og også melde sig ind i foreningen.