Alssund Quilterne har også plads til unge menesker

22. januar 2022 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Fredag og lørdag  var en gruppe kvinder samlet på Knøs’ Gård i Høruphav og det, som de var samlet om, var quiltning, patchwork og applikation.

Der var gang i symaskinerne og en underviser sikrede, at de alle blev inspireret og lærte nyt.

“Vi har en forening, som vi kalder Alssund Quilterne og vi holder til i Multisalen på Dybbøl-Skolen, hvor vi mødes otte aftener om året og det er den sidste mandag i måneden”, siger Lisbeth Freiberg til SønderborgNYT. December, juni og juli mødes de ikke. Der er 30 medlemmer.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Men en del af os syr også i såkaldte spisebordgrupper, hvor vi mødes hos hinanden i dag- eller aftentimerne”.

Når der er mødeaftener, så er der som regel et emne, men det er også muligt at sidde og hygge sig med sit eget.

“Vi syr meget i hånden, men på Dybbøl-Skolen er der plads til symaskiner”, siger Lisbeth Freiberg. Hun fortæller videre, at der selvfølgelig hører kaffe med, når kvinderne samles.

“Og når der er drukket kaffe, så plejer vi at vise hinanden, de ting vi har fået lavet færdig – eller næsten færdig – siden sidst”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Kvinderne syr også toilettasker til brugerne på Sønderborg Kvinde- og Krisecenter og de laver babytæpper til Mødrehjælpen.

“Og i efteråret tager vi på en fælles tur til patchworkbutikker og andet kulturelt”, siger Lisbeth Freiberg.

Hvis du er interesseret i patchwork, quiltning eller applikation, så er du velkommen til at være med på en mødeaften i Multisalen på Dybbøl-Skolen. Du tilmelder dig til Lone H. Larsen på telefon 2046 0824 eller på mail: [email protected]

“Det ville være rigtigt dejligt med nogle unge mennesker og de kan bare komme en aften og finde ud af, om det er noget for dem”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Du kan SE BILLEDER HER .