Byrådskandidat Marian Paysen, Alternativet, skriver:
Hvad sker der, når syge og sårbare børn og unge falder imellem to stole?
Når et barn eller en forældre er syg, bliver hele familien hårdt ramt.
Når det er barnet, der er sygt enten fysisk eller psykisk, kræver det ufattelig meget af forældrene: Angsten for at miste sit barn, forældrene skal navigere i sygehusvæsenet eller psykiatrien, de skal sætte sig ind i hvilke tilbud, der er bedst for barnet, fra-/tilvælge medicinsk behandling, sætte sig ind i lovgivningen, søge bevillinger og ikke mindst kæmpe kampen for, at barnet får den bedste behandling.
Sideløbende er der ofte raske søskende, som oplever svigt pga. al den opmærksomhed, den syge søskende kræver af forældrene.
Forældrene er afhængige af, at de har en rummelig arbejdsgiver, fordi de ellers ender med at miste deres job, hvilket øger belastningen i familien.
Er vi gode nok til at støtte op om familier i krise i Sønderborg Kommune?
Oplever familierne at få den fornødne støtte og hjælp?
Har vi skabt et diagnosesamfund, hvor vi tror, vi kan medicinere os ud af alt?
Jeg tænker, at der er en hel del børn/unge og ikke mindst deres forældre, som oplever at stå i en situation, hvor de føler afmagt over ikke at kunne få den fornøden hjælp i børnehaven, skolen og kommunen til deres barn/teenager. Forældrene oplever, at måneder, år går til spilde i forhold til barnets trivsel og læring.
Skal vi skabe et samfund, hvor barnets og familiens trivsel vægter mest?
