MINDEORD: Folketingets formand Pia Kjærsgaard har skrevet mindeord om Hans Kongelige Højhed Prins Henrik.
Det med stor sorg, at jeg har modtaget nyheden om, at Prins Henrik er sovet stille ind på Fredensborg Slot omgivet af sin nærmeste familie.
En sand verdensmand er gået bort, og vi sørger alle over tabet af det kærlige, generøse og åndrige menneske han var, og hvis lige man skal lede længe efter.
Prins Henrik blev født i 1934 i Frankrig, men tilbragte sine tidlige år i Fransk Indokina, hvor hans far drev industrivirksomhed. I 1939 vendte han tilbage med sin familie til slægtsgodset Le Cayrou i Frankrig.
Han blev student i 1950 fra gymnasiet i Cahors og tog herefter tilbage til Hanoi, hvor han frem til 1952 gik på det franske gymnasium.
I 1952-57 studerede han jura og statskundskab ved Sorbonne i Paris samt kinesisk og vietnamesisk ved École Nationale des Langues Orientales.
Senere studerede han orientalske sprog i Hong Kong og Saigon.
Efter at have aftjent sin værnepligt i Algeriet i 1959-62 var Prins Henrik stærkt fokuseret på at gøre karriere i det franske udenrigsministerium. Her så han især sig selv som brobygger til Asien og de asiatiske kulturer, som han var meget fascineret af. Han slap igennem nåleøjet i 1962 og blev han ansat i Asien-afdelingen i Frankrigs udenrigsministerium.
I 1963 blev han ambassadesekretær ved Frankrigs ambassade i London. Hans talent som diplomat lyste op, og efter blot 3 år i London, stod han med udsigt til at blive Frankrigs yngste ambassadør nogensinde.
Men noget var sket i mellemtiden. Han havde mødt og forelsket sig i Danmarks kronprinsesse Margrethe. Og som den klassiske romantiker han var, var der ingen tvivl i hans sind: Han måtte følge sit hjerte.
Mange husker billederne fra første gang, han trådte ud af et fly i Kastrup Lufthavn og gik ned ad trappen. Det var som at se en smuk prins træde direkte ud af en eventyrbog.
Brylluppet i Holmens Kirke sommeren 1967 blev ikke kun begyndelsen på et livslangt ægteskab med den danske kronprinsesse og senere regent, Dronning Margrethe. Det blev også begyndelsen på over 50 års engageret arbejde og virke for Danmark.
Han favnede bredt og hans lyst til at lære nyt og udvikle sine mange talenter varede ved til det sidste. Hans nysgerrighed på verden, hans passion for kunsten og hans filosofiske tilgang til livet gjorde ham til en skattet livsledsager, ven og samtalepartner.
Prins Henrik var særdeles veluddannet, men hans livsanskuelse og indsigt i tilværelsen stammede ikke kun fra privilegerede enetimer og hæderkronede læreanstalter. Livet var på mange måder en hård læremester.
Som barn og ung mistede han på tragisk vis tre søskende, han var tæt knyttet til. Både i Algeriet som værnepligtig og inden da i Vietnam under borgerkrigen var han direkte involveret i krigshandlinger og ildkampe. Og prins Henrik oplevede at se sin families eksistensgrundlag i Vietnam forsvinde med kolonitidens ophør, hvor hans forældre vendte hjem til Frankrig, efter at de var blevet fordrevet fra Hanoi.
I Danmark uddannede prinsen sig til pilot i det danske flyvevåben. Han tog privattimer på kunstakademiet og gik i træning som sejlsportsmand. Det danske sprog blev det 6. i rækken, som han kunne tale, ved siden af fransk, spansk, kinesisk, vietnamesisk og engelsk.
I 1969 begyndte han at arbejde for Dansk Røde Kors. Han fik ansvaret for at koordinere det danske hjælpearbejde med det internationale hovedkvarter i Genève, og med det fik han mulighed for at bruge sine internationale og diplomatiske erfaringer. Prinsen blev garant for, at det danske hjælpearbejde blev afstemt med det internationale. Det var ikke en ærespost. Det var et arbejde.
Det humanitære arbejde var ikke det eneste, Prins Henrik føjede en international dimension til. Som den store dyreven, han var, engagerede han sig aktivt i dyrebeskyttelse og blev præsident for WWF Verdensnaturfonden i Danmark. På samme måde var det med hans interesse for verdenskulturarven. Her lagde han i mange år et stort arbejde i den internationale organisation, Europa Nostra, som han var international præsident for gennem 17 år.
Også de danske eksporterhverv blev et område, hvor Prins Henrik kunne se, at han kunne gøre nytte og åbne døre. Han har deltaget i utallige danske handelsdelegationer. Når han ledsagede Dronning Margrethe på statsbesøg i udlandet og majestæten var hovedpersonen i det officielle program, var det ham, der stod i spidsen for erhvervsprogrammet. Også her kom hans kulturforståelse og erfaring fra diplomatiet til sin ret. Især i Japan, Kina og andre asiatiske lande var der stor respekt omkring hans navn og deltagelse.
Endelig var gastronomien en af hans mange, store passioner, og for ham var kunst og gastronomi to sider af samme sag. Prins Henrik nåede at udgive flere kogebøger, som udkom på både dansk og fransk. I takt med, at flere og flere danskere fik smag for vin og interesse for vinproduktion, var der pludselig mange, der nød at følge med i hans parallelle liv som vinbonde på regentparrets vinslot i Cayx. Her fik han hurtigt sat en professionel vinproduktion i system. Men han arbejdede også målrettet på at give hele Cahors distriktet et stort løft i anseelse og kvalitet.
Prins Henrik tog Danmark og danskerne til sig. Hans store hjerte bankede også for os og alle de ting, som vi i Danmark er gode til. Hans gode humør, glæde ved livet og evne til at være til stede nåede ud til rigtig, rigtig mange. Derfor er vi så taknemmelige for, at han valgte os. Og derfor er vi så berørte af, at han ikke er hos os længere.
Hans største og fremmeste kald i Danmark har dog været som trofast støtte for sin hustru og dronning. Man skal ikke langt ind på siderne af hans digtsamlinger, før man møder og fuldstændig betages af hans uforbeholdne og udtryksfulde kærlighed til sin hustru og livsven. Og hvis det ovenikøbet er en af de digtsamlinger, som hans hustru, Dronning Margrethe har illustreret, så har man det fineste bevis på, hvilken støtte og berigelse, de to ægtefæller har været for hinanden i kunsten og i kærligheden.
I sin sidste levetid blev Prins Henrik desværre ramt af demens. En sygdom, som er frygtet i alle familier. En sygdom, hvor selv det største menneske svinder ind til ukendelighed, og selv det nærmeste menneske forsvinder fra ens rækkevidde. Selv den største pleje og hjælp fra familien kan vise sig at være utilstrækkelig. Hele Danmark har kunnet følge med i, hvordan den kongelige familie til det sidste har anstrengt sig for at støtte og beskytte Prins Henrik med nærhed og omsorg i det svære sygdomsforløb. Det påkalder sig al denne verdens sympati og respekt.
Verden har mistet en af sine store personligheder. Det er et smerteligt tab og en stor sorg for familien og vennerne. Det er et smerteligt tab og en stor sorg for os alle sammen.
På hele Folketingets vegne sender jeg min dybeste medfølelse og kondolence til Hendes Majestæt Dronningen og hele den kongelige familie.
Æret være Prins Henriks minde
