Ambulance Syd får nye ambulancer

19. december 2018 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Mercedes-ambulancerne, redderne i Ambulance Syd kører i i dag, er mere end tre år gamle og har efterhånden mange kilometer på tællerne. Derfor står de over for en udskiftning. Et nyt fællesindkøb, som tre regioner står bag, betyder, at Ambulance Syd begynder at skifte sine ambulancer til næste år.

Et bedre bårerum, mere sikkerhedsudstyr og flere hestekræfter. Det er nogle af de fordele, patienter og reddere vil opleve, når Ambulance Syd fra august næste år begynder at skifte de nuværende ambulancer ud med nye. De nuværende ambulancer er af typen Mercedes Sprinter 316, og de nye bliver af typen Volkswagen Crafter 2,0.

Artiklen fortsætter under annoncen

For at sikre større konkurrence er Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Hovedstaden gået sammen om opgaven med at finde de nye ambulancer og har haft opgaven ude i et fælles udbud.

Valget faldt på Volkswagen Crafter ud fra en samlet vurdering af kvalitet, levering og økonomi.

Der kom i alt otte tilbud ind, skriver Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

De nye ambulancer får flere hestekræfter end de nuværende. Det giver bedre sikkerhed under udrykningskørsel, da ambulancernes accelerationsevne bliver bedre.

Artiklen fortsætter under annoncen

De nye ambulancer vil desuden være udstyret med meget af det sikkerhedsudstyr, man kender fra nye biler – for eksempel laneassist, blind spot alarm, cyklist-kamera og adaptiv fartpilot.

Ambulance Syd får leveret de første nye ambulancer i august 2019 og inden udgangen af året vil 13 nye ambulancer være leveret. Kontrakten betyder, at Ambulance Syd får leveret mindst nye 55 ambulancer inden udgangen af 2021. Ambulance Syd råder i øjeblikket over 110 køretøjer.