Analyse viser bekymrende fald i beskæftigelsen i Sønderborg

Beskæftigelsen falder i Sønderborg. Arkivfoto

Beskæftigelsen falder i Sønderborg. Arkivfoto

2. januar 2026 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Mens Danmark som helhed kan fejre rekordhøj beskæftigelse, er billedet et andet i en række kommuner rundt om i landet. I alt 49 kommuner oplever tilbagegang, og Sønderborg er blandt dem, der bevæger sig i den forkerte retning.

Det fremgår af en opgørelse udarbejdet af fagforeningen 3F, som Berlingske skriver om. Tallene viser, at beskæftigelsen i Sønderborg Kommune er faldet i perioden fra 2022 til 2024.

Artiklen fortsætter under annoncen

Opgørelsen, som er baseret på arbejdssted, viser, at der i 2024 er 516 færre personer i beskæftigelse i Sønderborg sammenlignet med 2022. Det svarer til et fald på 1,5 procent og placerer Sønderborg blandt de kommuner, der er hårdest ramt i regionen.

”Vi ser en tydelig og bekymrende stigende geografisk ulighed på arbejdsmarkedet. Mens beskæftigelsen på landsplan buldrer frem, er en voksende del af Danmark ved at blive hægtet af”, siger økonom i 3F, Jesper Grunnet-Lauridsen, der har lavet analysen, til Berlingske.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg står ikke alene med udfordringen. Også i Aabenraa Kommune er beskæftigelsen faldet i samme periode. Her er der blevet 152 færre i beskæftigelse, hvilket svarer til et fald på 0,5 procent. Til gengæld går udviklingen den modsatte vej i både Haderslev og Tønder.

I Haderslev er beskæftigelsen steget med 252 personer, svarende til en stigning på 1,1 procent. Tønder Kommune kan også notere fremgang med en stigning på 87 personer, hvilket svarer til 0,5 procent. Dermed er det Sønderborg Kommune, der har oplevet det største fald i beskæftigelsen sammenlignet med de kommuner, man normalt måler sig op imod.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ifølge Jesper Grunnet-Lauridsen er forklaringen blandt andet, at yderkommunerne ikke bliver løftet med, selv når arbejdsmarkedet samlet set er historisk stærkt. En af årsagerne er, at byggebranchen er blevet ramt af kraftigt stigende priser på materialer, hvilket har bremset nybyggeriet.

Det har især kunnet mærkes i yderområderne, mens hovedstaden i højere grad er gået fri, siger han til Berlingske. Konsekvenserne rækker ifølge 3F’s økonom længere end blot færre i arbejde her og nu.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Når beskæftigelsen halter dér, smitter det direkte af på indkomstniveau, levestandard og muligheder. Det øger risikoen for både geografisk og økonomisk ulighed og er dårligt for sammenhængskraften”, siger Jesper Grunnet-Lauridsen.

Byrådet har sat en strategisk retning for, at der frem mod 2030 skal skabes 2.000 nye arbejdspladser i Sønderborg-området, og som SønderborgNYT skrev i oktober, er et af initiativerne et samarbejde mellem Sønderborg Kommune, GOTO Sønderborg, Sønderborg Vækstråd og iværksætterpartnerskabet STEAR, som gennem en samlet indsats skal styrke erhvervslivet, tiltrække flere borgere og skabe vækst.

21. juli 2026 Politik, Sport, Sydals

Politikerne vil finde en løsning der gavner både naturen og kitesurferne i Sønderborg

21. juli 2026 Politik

Når kitesurfere begiver sig ud på det lave vand med den rette vind i sejlet, oplever de en helt særlig lykkefølelse, som du kunne læse på SønderborgNYT mandag. Men det er en balancegang at tilgodese både kitesurfernes interesser og hensynet til de fugle, der lever og yngler i området. Den balance vil Sønderborg Kommune og […]

Læs mere...