Antallet af cyklister i mindre og mellemstore byer er faldet

24. juli 2016 REGIONALT Skrevet af: Ole Kæhler

Ifølge tal fra Vejdirektoratet foregik cirka fem procent af den samlede trafik i Danmark i 1990 på cykel. Det var i 2015 faldet til 3,9 procent.

Og i de første tre måneder af 2016 ligger cykeltrafikken godt otte procent lavere end i samme periode sidste år.

Artiklen fortsætter under annoncen

Direktør Klaus Bondam fra Cyklistforbundet er ikke i tvivl om, hvorfor cyklingen er gået tilbage.

“Vi cykler meget mindre end for 25 år siden. Dels fordi der er kommet mange billige mikrobiler, dels er det blevet meget mere almindeligt med bil nummer to”, siger han til Jyllands-Posten.

Især uden for de større byer lader danskerne cyklerne blive i garagen.

“Vi har oplevet et fald i cykelandelen i landdistrikterne samt i de små og mellemstore byer. I landdistrikterne er der ingen tvivl om, at de mange lukninger af mindre skoler spiller ind. Den skole, som børnene cyklede til, findes ikke mere”, siger Klaus Bondam.