Alsik Hotel & Spa åbner i 2022 eventstedet Sergenten på kasernen

10. september 2021 Erhverv
Pressefoto
Pressefoto

I 2022 udvider Alsik Hotel & Spa med et nyt eventsted, Sergenten, der får hjemme i den gamle værkstedsbygning på den tidligere kaserne.

”Med Sergenten ønsker vi at skabe et eventsted, der vil trække flere erhvervsfolk og turister til Sønderborg. Målet er, at den flotte gamle bygning skal danne ramme om f.eks. messer og konferencer for erhvervslivet. Vi har allerede mange erhvervsgæster på Alsik, og med åbningen af Sergenten føjer vi en ny dimension til vores brede palet af tilbud til erhvervslivet. Samtidigt får Sønderborg endnu et våben i kampen for at tiltrække erhvervsturister”, fortæller direktør på Alsik-direktør John Ankjær i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det bliver dog ikke kun erhvervsarrangementer, der kommer til at præge den gamle værkstedsbygning, hvor sergentskolens køretøjer blev vedligeholdt frem til lukningen i 2014.

Der vil nemlig også blive spillet mange koncerter med danske og udenlandske bands.

”Derudover har vi også planer om underholdningsshows og forskellige gastronomiske arrangementer. Vi glæder os rigtig meget til at kunne løfte sløret for de konkrete arrangementer i løbet af efteråret”, siger John Ankjær.

Artiklen fortsætter under annoncen

Navnet Sergenten er ikke tilfældigt valgt.

I årtier blev Hærens sergenter uddannet på den nu nedlagte Sønderborg Kaserne.

”På samme måde som mænd og kvinder i årevis strømmede til Sønderborg for at uddanne sig til sergenter, skal vores eventsted trække folk til Sønderborg. Derfor har vi døbt stedet Sergenten”, siger John Ankjær.

Bygningen er ejet af BMC Fonden, der også ejer Alsik Hotel & Spa – og værkstedet gennemgår netop nu en omfattende ombygning, så Sergenten bliver et topmoderne eventsted med eget køkken, eksklusiv lounge på 1. sal og handicapvenlige faciliteter. Faktisk bevares kun ydermurene i den gamle bygning.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sergenten er efter planen klar til brug i foråret 2022.

 

 

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk

RESERVER PLADS NU PÅ TLF. 30 89 15 49