Bag rattet med hjertet: Mød Sønderborgs måske mest nærværende chauffør

Uffe i bybus 1. Foto: Sissel Vinther
Uffe i bybus 1. Foto: Sissel Vinther
14. december 2024 Samfund Skrevet af: Sissel Vinther

Bag rattet i bybus nummer 1 sidder Uffe, en buschauffør, der ser sit arbejde som langt mere end blot at transportere passagerer. Hans bus er ofte pyntet med juletegninger og lyskæder, som skaber en varm atmosfære, hvor især de yngste passagerer føler sig hjemme.

“Jeg har kørt med mange skilsmissebørn, der var på vej fra den ene forælder til den anden. De kunne være kede af det, og jeg prøvede at trøste dem. Jeg tror, de kunne mærke, at jeg lyttede – og at jeg virkelig mente det”, fortæller han. For Uffe er de små øjeblikke med børnene noget af det, der giver jobbet værdi.

Artiklen fortsætter under annoncen

Efter mere end 16 år bag rattet elsker Uffe stadig sit arbejde. Hver dag byder på nye ansigter, små historier og øjeblikke, der giver mening.

Men jobbet mødes ofte med fordomme. “Folk ser ned på os og tænker, det er simpelt. Men de forstår ikke, hvor meget det kræver – ikke bare at køre sikkert, men også at håndtere mennesker i alle slags situationer”, siger han.

For Uffe handler det om at skabe kontakt og nærvær. “Når passagerer hilser, føles det som en anerkendelse. Det er en lille ting, men det kan vende en hel dag,” forklarer han. Han gør en indsats for at hilse på alle, selv dem, der ikke svarer. “Før eller siden svarer de fleste”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Vejen til jobbet som buschauffør har været alt andet end forudsigelig. Uffe voksede op i en ressourcestærk familie, der gav ham mange muligheder som ung. Han begyndte sin karriere i detailhandlen og blev hurtigt salgscoach med ansvar for at træne personale i hele landet. Men arbejdspresset og en alvorlig hovedpinesygdom, der gav ham konstante smerter, tvang ham til at finde en ny vej.

En rådgiver foreslog buschaufførfaget, og selvom han tøvede, vakte tanken en gammel fascination. “Som barn legede jeg med små busmodeller, åbnede dørene og drømte om at styre en rigtig bus. Nu er det blevet virkelighed”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Trods udfordringerne ved jobbet som buschauffør er det netop menneskene, der giver det mening for Uffe. Han ser hver dag som en mulighed for at skabe noget positivt – om det er at trøste et barn, hjælpe en ældre passager eller bare hilse med et smil:

“Jeg føler, jeg gør en forskel. Det her job handler om mennesker. Det handler om at være til stede og skabe små øjeblikke, der betyder noget”.

Uffe er stolt af sit arbejde, selvom han ved, at mange undervurderer det. “Folk ser måske ned på faget, men for mig er det meget mere end bare et job. Det er min måde at være noget for andre – og det betyder alt”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Uffe ønsker kun at blive omtalt ved fornavn i artiklen. SønderborgNYT er dog bekendt med hans fulde navn.

22. januar 2025 Samfund, Sønderborg

Lillebælt Syd: Vigtige datoer, hvis du vil søge erstatning eller blive medejer

22. januar 2025 Samfund

I november måned gav Energistyrelsen tilladelse til havvindmølleprojektet Lillebælt Syd A/S. Derfor indkaldte projektejerne til et offentligt møde i mandags på Hotel Sønderborg Strand om værditabsordningen og køberetsordningen – eller på mere mundret dansk: Hvordan kan boligejere søge erstatning for tab, hvis boligen bliver mindre værd grundet vindmøllerne, og hvordan kan man blive medejer? Der […]

Læs mere...