Fredag den 27. september åbner dørene for en ny musiksæson i Kultursalen i Augustenborg, og det bliver med en lokal rock- og bluesaften med grupperne Loud Lovers, Børges Blues Band og Ace Café.
Loud lovers er det eneste band i lokalområdet der spiller deres eget materiale og det er rockmusik med kant og nerve. Bandet har bl.a. spillet opvarmning til TV 2, ved kulturnatten og ved alle festivals i området.
Børges Blues Band er en institution i det syd- og sønderjyske og flere velrenommerede rock- og jazzmusikere har trådt deres barnesko i bandet. Som det fremgår af navnet, får den ikke for lidt når Søren Sarstrup ”river” en blues af på guitaren. Bandet har optrådt på alle spillesteder i lokalområdet og mange andre steder i landet.
Ace Café skriver, at de er Fjelby-mester i pilsner-rock og spiller covermusik og egne numre med inspiration fra bl.a. ZZ Top, Deep Purple, Mountain og Black Sabbath. Risiko for en fed oplevelse – dog ikke for Richard Ragnwald-fans.
Der er altså lagt op til en festlig aften i Kultursalen, hvor den ikke får for lidt på el-guitarerne.
Billetterne koster 50 kr. og kan købes på www.mif.dk/kultur eller ved døren som åbnes kl. 19.00