Automatiktekniker Paul Bartosz Repetowski får overrakt en pris i dag

Paul Bartosz Repetowski. Privat foto
Paul Bartosz Repetowski. Privat foto
29. september 2023 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Automatiktekniker Paul Bartosz Repetowski fra Sønderborg er blandt prismodtagerne, når ML-Prisen 2023 uddeles i København i dag.

Mattias Tesfaye, der er Børne- og undervisningsminister, deltager i prisoverrækkelsen. Det sker sammen med formand for Metalindustriens Uddannelsesudvalg og underdirektør i DI, Signe Tychsen Philip, og forbundssekretær i Dansk Metal og næstformand i Metalindustriens Uddannelsesudvalg, Kasper Palm, som vil overrække statuetter og diplomer til prismodtagerne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er et fællestræk for Paul Bartosz Repetowski og de øvrige prismodtagere, at de, udover at have opnået topkarakter til svendeprøven, også er gode kammerater og kolleger, skriver DI.

Paul Bartosz Repetowski har gået på EUC Syd og været i lære hos Danfoss Power Electronics. Han er blevet indstillet til prisen af skolen og virksomheden. I indstillingen lyder det blandt andet:

’Paul Bartosz Repetowski er en af de dygtigste elever, jeg har haft længe. Han har en stor interesse i faget, hvilket blandt andet betyder, at han tit har læst mere på stoffet, efter vi har gennemgået det, og derfor har fået endnu dybere kendskab til emnet. Han er med sin lidt tilbageholdende og ydmyge væremåde en yderst afholdt klassekammerat, der også har hjulpet sine klassekammerater’.

Artiklen fortsætter under annoncen

Selv giver Paul Bartosz Repetowski  følgende bud på, hvorfor han er blevet indstillet til ML-Prisen.

”Min svendeprøve gik rigtig godt, selvom jeg var syg på dagen. Undervejs i min uddannelse har jeg gerne hjulpet andre, når muligheden var der og er kommet med løsningsforslag, hvis nogle oplevede problemer”, siger Paul Bartosz Repetowski.