Bagere fra bagerlandsholdet og 30 udstillere flytter ind i Universe.

31. august 2019 Nordborg

Klokken 10.00 lørdag den 7. september åbner Universe op til ”Naturens dag”.

Med over 30 udstillere indenfor Fødevarer & Livsstil, Gartner & Landbrug og Dyrevenner fra hele Danmark.

Deriblandt bagere fra bagerlandsholdet.

Udvalgte bagere fra det danske bagerlandshold kommer og bager spændende brød med ingredienser fra parken.

Bagerlandsholdet bager flere slags brød, hvor de i løbet af dagen viser processen helt fra bunden og lader dagens gæster smage og stille spørgsmål.

Artiklen fortsætter under annoncen

Universe går igen i år sammen med bagerne og Bäko, som står bag bagerlandsholdet, når der op til jul bliver solgt julekalendere med en børnebillet til Universe til fordel til Børnecancerfonden.

Den lokale Migge bager sælger lækre kager, der kan købes på dagen for støtte børnecancerfonden.

”Først og fremmest ser vi frem til at komme til at møde den daglige forbruger. Én ting er at stå på diverse messer hvor man er i kontakt med fagpersoner, men det er bare noget andet, når det er den ”almindelige” dansker vi er i kontakt med. Det giver os som landshold mulighed for, at vise den enkelte forbruger, hvad et bagerlandshold også kan lave og at det hele ikke kun går op i konkurrencer bag lukkede døre,” siger Kasper Hansen, coach for bagerlandsholdet.

Udover bagerne bliver de mange dygtige og meget forskellige udstillere placeret rundt i parken, hvor de viser alt lige fra kaniner, ugler, hunde, frugt, gin, rødbedesaft og til masser af blomster.

Gartnerteamet fra Universe stiller igen op med en stor blomsterworkshop, hvor gæsternes sans for blomsterbinding kan udfordres.

Verdensnaturfonden kommer tilbage til parken og giver gæsterne på dagen et kik ind i fremtiden via shows og en kreativ algeworkshop. Og Universegæster kan høre en fængslende historie fra fremtiden om, hvordan Jorden har ændret sig siden 2019.

Det bliver lidt uhyggeligt, men også sjovt og opløftende.

Gæsterne får viden om solen og vinden, samt en masse gode råd om hvad de kan gøre i hverdagen, for at bevare vores klode og de dyrearter der findes her.

”Vi står midt i en natur- og klimakrise, der vil få store konsekvenser for både mennesker og naturen omkring os, hvis vi ikke får bremset den. Tørke truer for eksempel elefanterne i Afrika, og uden dem vil økosystemerne forandre sig og det vil påvirke både andre arter og os. Den slags udviklinger risikerer vi at se mange af. Heldigvis ved vi også, at bedre beskyttelse af naturen faktisk spiller en nøglerolle i klimakampen. Derfor er vi glade for at være med til et arrangement som det her, hvor vi kan komme i dialog med danskerne om løsninger og gode råd til, hvad man kan gøre i hverdagen for selv at gøre en forskel”, siger Trine Glue, seniorrådgiver Klima og Energi i Verdensnaturfonden.

Workshops:

WWF Algelampeworkshop kl.10.00 – 17.00

Universe blomsterworkshop kl.10.00 – 17.00

WWF Shows:

Kl. 11.00, 13.00 og 15.30

Skrevet af: Ole ole@sonderborgnyt.dk