Bandet Cube fejrede 40 års fødselsdag

25. september 2022 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Det lokale rockband Cube runder 40 år den 27. september og det blev lørdag aften fejret i Borgerforeningens hus på Kær. Igennem de 40 år har Cube spillet til utallige lokale festivaler, samt private fester og julefrokoster mm. Musikstilen er bred, men har i alle år ligget i blues- og rockgenren, og dansegulvene er gerne fyldte når der spilles til fest. Ud over den klassiske rockbesætning har Cube også en hornsektion bestående af trompet, sax og trombone, som sætter prikken over i’et, når der lige skal lidt ekstra tryk på.

Artiklen fortsætter under annoncen

Cube fejrede jubilæet med en udsolgt koncert og fest, hvor der også kom gamle Cube-medlemmer, som ville spille med Cube på nogle af de gode gamle numre. Cubes forsanger, guitarist og kapelmester, Torben Meyer, blev også fejret, fordi han er den eneste musiker, der har været med i alle 40 år. Bandet er ellers generelt karakteriseret ved musikere med ganske høj anciennitet.

“Vi spiller den gode, gamle rockmusik og også andet, som lige passer til os”, siger Torben Meyer til SønderborgNYT. Han fortæller videre:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi har spillet på Nord-Als Musikfestival mange gange. Første gang var i 1983, hvor vi var på den store lige inden Gnags skulle på. I dag er de mindre bands på scenen udenfor festivalområdet”. Hanh nævner også BUI Rock og Bobby Festival.

Torben Meyer fortæller, at han begyndte at spille, da Beatles dukkede op.

“Det var der dem, der ligesom satte det i gang og fordi der ikke var musikskoler, så måtte vi lære det hele selv. Det gjorde vi så og vi lærte ved at høre på og tale med andre musikere. Vi spiller ikke for at leve af det, men alligevel er det vigtigt for os, at vi kommer ud og spiller for andre. Det giver de mange øvetimer mening”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Cube anno 2022 består af: Torben Meyer, Trine Brøgger, Søren Christensen, Ulrik Andersen,, Jesper Friis Petersen, Kenneth Paulsen Grøndahl, Christopher Mose, Søren Svane og Henrik Juul.

Næste gang Cube kan opleves live er til dette års Bobby Festival på Sønderborghus den 5. november og de spiller klokken 15.15 på scenen i Teatersalen.

Du kan SE BILLEDER HER.