Basunist Tobias Stavngaard og hans Sextet spiller i Sønderborghus

27. januar 2023 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Efter en forrygende og fuldstændig udsolgt koncert med den sublime crooner Ken Norris den 22. januar præsenterer Sønderborg Jazzclub den næste koncert søndag den 5. februar kl. 15 på Sønderborghus – denne gang med den unge basunist Tobias Stavngaard og hans Sextet. Tobias Stavngaard er kun 23 år, men allerede kendt af mange som basunist og arrangør i Aarhus Jazz Orchestra. I 2021 etablerede han sin egen sextet, der har udgivet debuten ”Historier om dette og hint”, der spilles jævnligt på P8 Jazz.

Artiklen fortsætter under annoncen

Tobias Stavngaard Sextet består af tre horn – basun, trompet og sax – og piano, bas og trommer. Søndagens koncert kommer til at består af både numre komponeret af Tobias Stavngaard og nyarrangerede standardkompositioner. Lyden er moderne, lyrisk, nordisk og med respekt for traditionen, skriver jazzclubben.

Udover Tobias Stavngaard på basun kommer vi til at høre Jakob Sørensen på trompet, bl.a. kåret som ”Årets nye jazznavn” ved DMA i 2017. Jakob er en mester på sit instrument og har udgivet flere plader i eget navn og med sit eget fremragende orkester ”Bagland”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Saxofonisten Aske Drasbæk har vundet hele 5 DMA´er og har de senere år markeret sig stærkt på den danske jazzscene, bl.a. via bandet ”Kutimangoes” og med sit eget band ”Orpheus”.

Hertil kommer rytmegruppen, der består af unge talenter fra musikkonservatoriet i Odense: Carl Emil Dons Christensen på klaver, William Mannerland på bas og Mattias Nyman på trommer.

Der er lagt i kakkelovnen til en forrygende eftermiddag på Sønderborghus med seks fremragende jazzmusikere. Det er ung jazzgas for alle jazzelskere.