BC Syd har travlt med at uddanne en masse elever

12. oktober 2023 Uddannelse Skrevet af: Ole Kæhler

Der er fuld gang i uddannelserne på BC Syd, som har en afdeling på Søndre Landevej og en i Mommark – på afdelingen i Mommark er det tit skræddersyede kurser for virksomheder, der er på skemaet.

“Her på Sønder Landevej har vi Det Blå Gymnasium, hvor der lige nu er 546 gymnasieelever”, siger BC Syd-direktør Bente Jensen til SønderborgNYT.

BC Syd, Business College Syd, er en uddannelsesinstitution, som rummer en bred vifte af uddannelsesmuligheder med Det Blå Gymnasium – HHX, merkantile erhvervsuddannelser med både grundforløbet, EUD og EUX Business og hovedforløb, praktikcenter, efteruddannelse samt kurser indenfor det businessfaglige område.

Artiklen fortsætter under annoncen

På EUD & EUX er der 102 elever.

“Vi har også kontoruddannelse med specialer og her går der 24 elever. Vi har en handelsuddannelse med specialer og på den går der 120 elever, mens der er 158 elever, som er i gang med vores detailuddannelse”, siger Bente Jensen.

Skolens omsætning var i årets første seks måneder på 60.984.487 kroner.